Af Ritzau - 25/04-17 13:03; Opdateret: 25/04-17 13:19

Alternativets medlemmer kan afgøre blasfemiparagraffenAlternativets medlemmer kan afgøre blasfemiparagraffen

Folketinget skal stemme om blasfemiparagraffens fremtid. Alternativet beder sine medlemmer bestemme.

- Synes du, vi skal stemme for at afskaffe eller beholde blasfemiparagraffen? I bestemmer.

Sådan lyder beskeden fra Alternativet på Christiansborg til partiets medlemmer.

Partileder Uffe Elbæk og co. vil lade det være op til medlemmerne at afgøre, om de skal stemme for Enhedslistens forslag om at ophæve straffelovens blasfemibestemmelse.

- Alternativets folketingsgruppe har brug for din hjælp. Vi skal nemlig tage stilling til, om vi vil støtte en afskaffelse af blasfemiparagraffen, eller om vi vil bevare den - og vi er rent ud sagt i tvivl, skriver partiet på Facebook.

Da Alternativets folketingsgruppe i slutningen af marts drøftede paragraffen, var der uenighed i gruppen. Det er den uenighed, der har sendt afgørelsen ud hos samtlige medlemmer.

Enhedslisten ønsker at afskaffe den omstridte paragraf med argumentet om, at der ikke bør være særlige regler, der beskytter religioner mod ytringer.

Dansk Folkeparti går ligesom regeringspartierne Liberal Alliance og De Konservative ind for en afskaffelse af blasfemiparagraffen.

Derimod støtter det sidste regeringsparti, Venstre, og Folketingets største parti, Socialdemokratiet, ikke forslaget.

Det er uvist, hvordan partierne i sidste ende vil stemme i folketingssalen, men Alternativet kan blive tungen på vægtskålen.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sagde i slutningen af februar, at han var klar til at se nærmere på paragraffen.

Anledningen var, at der for første gang siden 1971 var rejst tiltale for blasfemi, da en 42-årig mand blev tiltalt for at have sat ild til Koranen i sin baghave.

Flere af vores nabolande har afskaffet lignende paragraffer.

Alternativets medlemmer har frem til fredag eftermiddag til at gøre deres stilling op, oplyser partiet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx