Af Ritzau - 08/03-17 13:26

S: Thyra Franks plejehjem fik markant højere betalingS: Thyra Franks plejehjem fik markant højere betaling

Budgettet for Thyra Franks gamle plejehjem lå ifølge Radio24syv på niveau med det kommunale gennemsnit.

Plejehjemmet Lottes succes skyldtes ikke god ledelse fra forstander Thyra Frank (LA), men et større budget end på andre plejehjem.

Sådan har kritikken lydt fra Socialdemokratiet rettet mod ældreministeren. Og partiet fastholder kritikken, selv om Radio24syv torsdag skriver, at "Lotte" ikke havde flere penge end andre plejehjem.

- Radio24syvs historie bygger på en forkert tolkning af en ni år gammel undersøgelse af blot 41 plejehjem. Og det ændrer dermed ikke på den kritik, vi har rejst, siger ældreordfører Astrid Krag (S) i en pressemeddelelse.

- Faktum er, at plejehjemmet Lotte fik en markant højere betaling per beboer end det kommunale landsgennemsnit, hvilket også var årsagen til, at taksterne blev ændret i 2015.

"Lotte", der blev drevet som friplejehjem af OK-Fonden, modtog i 2011, hvor Thyra Frank stoppede som forstander, 1559 kroner i døgnet for hver af de 23 ældre, der boede på plejehjemmet.

Ifølge en undersøgelse fra Kommunernes Revision fra 2008 kostede en plads på et kommunalt plejehjem for den samme type ældre, som boede på Lotte i gennemsnit 1670 kroner i døgnet.

Altså 111 kroner mere end på Lotte, der dermed ikke var overbetalt, konkluderer Radio24syv.

Men det regnestykke anerkender Socialdemokratiet ikke.

Det bygger på en falsk præmis om, at taksterne til friplejehjem skulle være baseret på landsgennemsnittet for kommunale plejehjem, lyder hovedkritikken.

I kølvandet på Radio24syvs historie har partiet udsendt et baggrundsnotat til medierne.

Heri påpeger partiet, at analysen fra Kommunernes Revision tog udgangspunkt i 41 kommunale tilbud på ældre- og handicapområdet med i alt cirka 1000 beboere.

Til sammenligning boede der i 2014 knap 42.000 personer på plejehjem eller i plejebolig.

- Taksterne blev således fastsat ud fra et lille udsnit af de kommunale plejehjemstilbud, og en sammenligning med kommunernes faktiske udgifter viser, at taksterne ikke var udtryk for landsgennemsnittet, konkluderer S.

Partiet sammenligner i stedet døgntaksterne for beboere på "Lotte" med beregninger fra det tidligere Social-, Børne- og Integrationsministerium af kommunernes gennemsnitlige udgift per beboer.

På den baggrund konstaterer partiet, at "Lotte" fra 2008 til 2014 fik mindst 100.000 til 150.000 kroner mere per beboer end de gennemsnitlige kommunale udgifter per beboer.

Sundheds- og Ældreministeriet oplyser til Ritzau, at der ikke findes opgørelser, der gør det muligt at sammenligne økonomien for alle landets plejehjem år for år.

Derfor kan spørgsmålet ikke afgøres endegyldigt med et opslag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx