Af Ritzau - 11/01-17 14:47

Kilde: Syriske fredsforhandlinger begynder 23. januarKilde: Syriske fredsforhandlinger begynder 23. januar

Ifølge en kilde i det russiske udenrigsministerium er datoen for Syrien-fredsforhandlinger i Kasakhstan klar.

De planlagte fredsforhandlinger om Syrien, som er kommet i stand på initiativ fra Rusland og Tyrkiet, vil blive indledt i Kasakhstan 23. januar.

Det oplyser en kilde i det russiske udenrigsministerium til det franske nyhedsbureau AFP.

- Intet tyder på, at forhandlingerne vil blive udsat. Datoen er fastsat, siger den russiske kilde om fredsforhandlingernes begyndelse i Kasakhstans hovedstad, Astana.

Både regimet og oppositionen i Syrien har givet tilsagn om, at de vil deltage i samtalerne i Astana, men det er foreløbig uklart, hvilke oprørsgrupper der vil deltage.

Våbenhvilen og de planlagte forhandlinger omfatter ikke den militante gruppe Islamisk Stat og radikale jihadistgrupper.

Den syriske præsident, Bashar al-Assad, siger, at hans regering er parat til at forhandle om "alting" i Kasakhstan.

Disse forhandlinger finder sted ud over de forhandlinger, som er under forsæde af FN i Genève.

Ifølge Assad er hærens vigtigste opgave netop nu at genvinde kontrollen over et område nær Damaskus. Her kontrollerer oprørsgrupper de vigtigste vandforsyninger til storbyen.

En guvernør i provinsen siger onsdag, at regeringen og oprørsgrupper er nået til enighed om at reparere ødelagte dele ved vandforsyningssystemet. Det rapporterer det statslige tv.

Ødelæggelser sidst i december medførte, at vandforsyningen til den syriske millionby blev stærkt reduceret for mange indbyggere.

FN har advaret om, at mange børn er i fare for at blive angrebet af smitsomme, vandbårne sygdomme i Damaskus på grund af mangel på rindende vand i store dele af byen.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx