Af Ritzau - 02/04-17 20:24

Ni afghanere dør i huskollaps under militær bombesprængningNi afghanere dør i huskollaps under militær bombesprængning

Afghanske myndigheder regner med, at i alt ti er døde, efter at militæret detonerede beslaglagt sprængstof.

Mindst ni civile har mistet livet i den afghanske Helmandprovins, da et hus kollapsede. Det skete, samtidig med at landets militær begyndte at detonere beslaglagt sprængstof i nærheden.

Ni lig er indtil videre fundet i det smadrede hus. Myndighederne regner med, at der fortsat befinder sig en person under murbrokkerne. Det oplyser provinsens guvernør, Hayatullah Hayat.

Efterforskningen står stadig på. Det er fortsat uklart, hvorvidt det rent faktisk var bombesprængningerne, der fik huset til at falde sammen.

De civile i Afghanistan har længe taget det værste stød i det konfliktfyldte land. Antallet af døde afghanere nåede sidste år et rekordniveau.

Sprængstofferne var blevet beslaglagt fra Taliban i byen Lashkargah, der er Helmandprovinsens hovedstad.

Provinsen, der ligger i det sydlige Afghanistan, er stort set kontrolleret af i jihadisterne. Det er kun Lashkargah, som fortsat kontrolleres af afghansk militær.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kontrollerer regeringsstyrkerne i dag 57 procent af landet. For et år siden var det 72 procent.

Regeringskilder oplyste i slutningen af marts, at man planlægger at fordoble landets sikkerhedsstyrker fra 17.000 soldater.

Det afghanske militær har i årevis været optaget af en overordnet strategi i kampen mod Taliban. Denne strategi er at forhindre oprørerne i at vinde permanent kontrol over større områder og store veje.

Men Taliban flytter hele tiden deres folk rundt og tvinger dermed regeringsstyrkerne til at strække sig ud over hele landet.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx