Af Ritzau - 03/12-16 00:19

Voksende levealder truer kommende pensionisters økonomiVoksende levealder truer kommende pensionisters økonomi

Det kan blive svært for mange at opretholde den planlagte levestandard som pensionist, viser nye tal.

Den forventede levealder i Danmark stiger langt hurtigere end ventet. Det viser nye tal fra Finanstilsynet.

Det er en stor udfordring for de mere end to millioner danskere, der sparer op i markedsrente og altså ikke har pensionsordninger med sikkerhed for udbetaling hele livet.

Det skriver Jyllands-Posten lørdag.

- Hvis man ikke har livsvarig pension, skal man tage de kraftige forbedringer i levetiden meget alvorligt, siger Britt Brandum, medlemschef i pensionsselskabet PKA.

Hun mener, at danskerne bør tage stilling til en række ting inden pensionistalderen.

- Risikerer jeg at løbe tør for penge som pensionist? Og er jeg sikker på, at jeg vil og har kræfter til at arbejde, til jeg er eksempelvis 70,5 år, spørger hun.

Alene fra 2011 til 2015 er den forventede levetid for en 40-årig mand steget fra godt 84 år og 5 måneder til 86 år og 8 måneder.

Ifølge Jens Christian Nielsen, cheføkonom i Nordea Liv & Pension, er det dyrt at rette op på for den, der sparer op i markedsrente, og som ønsker at opretholde den planlagte levestandard som pensionist.

- Det kræver enten et år mere på arbejdsmarkedet, eller at der skydes seks procent ekstra ind på kontoen, siger han.

- Levetiden stiger hvert år hurtigere, end vi har regnet med. Derfor må pensionsselskaberne hvert år reservere flere penge til kunder med garanteret livslang pension, mens dem, der sparer op i markedsrente, selv bærer risikoen for at spare så meget op til pension, at de har opsparing til hele livet, siger vicekontorchef Jens Henrik Myllerup Laursen, Finanstilsynet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx