Af Ritzau - 01/04-17 12:00

S: Minister må finde løsning på museers pengenødS: Minister må finde løsning på museers pengenød

Det lå ikke i kortene, at museer skulle opkræves penge som følge af overførsel fra fond, siger S-ordfører.

Landet rundt kan danske museer se frem til at skulle betale af på kæmpe lån, som de regnede med, de ellers kunne få forlænget.

Begrundelsen fra långiveren, Arbejdsmarkedets Feriefond, er, at fondens midler er kraftigt reduceret, efter partierne V, K, R, S og SF besluttede at overføre 360 millioner kroner fra fonden til staten i årene 2013-2016.

Men i Socialdemokratiet var man ifølge kulturordfører Mogens Jensen ikke bevidst om, at pengeoverførslen ville bringe danske museer i økonomiske problemer.

- Det har aldrig været med det udgangspunkt, at nogle af vores kulturinstitutioner skulle komme i en situation, hvor de må dreje nøglen rundt.

- Så det her er en utilsigtet konsekvens af de her beslutninger, og det er beskæftigelsesministeren nødt til at finde en løsning på, siger han.

Danske Museer har kendskab til 30 institutioner med lån på op til 50 millioner kroner hos Arbejdsmarkedets Feriefond.

Lån som de opfattede som proforma, idet institutionerne hævder, at være blevet forsikret, at pengene skulle opfattes som donationer.

Derfor er det kommet bag på institutionerne, at fonden pludseligt er begyndt at opdrive de store millionbeløb.

- De her lån er åbenlyst givet ud fra en forudsætning om, at de ikke skulle betales tilbage eller at lånene altid ville kunne blive forlænget som rente og afdragsfrit lån.

- Det er vi simpelthen nødt til at finde en løsning på, siger Mogens Jensen.

Til Berlingske siger Enhedslistens Christian Juhl, at han vil kalde beskæftigelsesministeren i samråd. Også DF's Alex Ahrendtsen og Bent Bøgsted vil tage sagen op med ministeren.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ønsker dog ikke at udtale sig til avisen.

Han henviser til kulturminister Mette Bock (LA), der meddeler avisen, at hun vil bede Slots- og Kulturstyrelsen tage kontakt til feriefonden for at få afdækket sagen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx