Af Ritzau - 14/01-17 04:19

100.000 går på gaden i protest mod Trump under indsættelse100.000 går på gaden i protest mod Trump under indsættelse

Over hele USA vil folk gå på gaden for at vise deres modstand mod Trump, når han bliver indsat som præsident.

Flere end 100.000 demonstranter ventes at gå på gaden alene i Washington, når Donald Trump officielt indsættes som ny amerikansk præsident fredag 20. januar. Det sker for at vise deres utilfredshed med den republikanske milliardær.

Over det meste af USA ventes der at være demonstranter i gaderne under indsættelsesceremonien.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Samtidig har tusindvis af andre demonstranter i Washington erklæret, at de vil forsøge at forstyrre den officielle ceremoni.

Og dagen efter indsættelsen vil en række kendte amerikanske kvinder som sangerne Cher og Katy Perry samt skuespillerne Julianne Moore og Scarlett Johansson vise deres modstand mod Trump under demonstrationen "Women's March".

Initiativet til "Women's March" er taget af den pensionerede advokat Teresa Shook fra Hawaii.

Det begyndte med, at hun skrev et opslag på Facebook, som hun delte med 40 af sine venner.

Herefter tog kampagnen fart, og nu har flere end 190.000 personer tilkendegivet, at de deltager i demonstrationen. Yderligere 250.000 personer har tilkendegivet, at de er interesseret i at deltage i demonstrationen.

- Vi forventer, at valgte ledere kæmper for at beskytte kvinders rettigheder, deres familier og deres fællesskaber, skriver arrangørerne i en udtalelse med henvisning til, at det mener de ikke, at Trump gør.

Selv om 190.000 har tilmeldt sig demonstrationen, så er det ikke garanti for, at alle møder op. 1200 busser har dog ansøgt om parkeringstilladelse på dagen for demonstrationen.

På selve indsættelsesdagen har nogle hundrede busser bedt om samme parkeringstilladelse i Washington.

Netop Donald Trumps syn på kvinder var et stort emne under valgkampen. Flere gange blev han kritiseret for at være sexistisk og tale nedladende om kvinder.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx