Af Ritzau - 14/04-17 00:25; Opdateret: 14/04-17 01:37

Anklager renser eneste mistænkte efter tysk busangrebAnklager renser eneste mistænkte efter tysk busangreb

Efterforskere står nu uden mistænkte efter angrebet mod fodboldklubben Borussia Dortmunds spillerbus.

Efterforskerne står nu uden mistænkte i sagen, hvor tre sprængladninger blev udløst ved fodboldklubben Borussia Dortmunds spillerbus tirsdag.

Således har den føderale anklager renset den eneste tilbageværende mistænkte i sagen torsdag.

Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Nyheden markerer et tilbageslag for efterforskerne, der har beskrevet angrebet mod spillerbussen som "en terrorhandling".

Efterforskerne har tidligere oplyst, at man fokuserer på mistænkte inden for det "islamistiske spektrum".

Ifølge anklagemyndigheden er den mistænkte blevet renset, fordi "efterforskningen ikke har fundet bevis på, at den mistænkte deltog i angrebet", lyder det i en pressemeddelelse.

De tyske myndigheder har dog alligevel valgt at opretholde tilbageholdelsen af den 26-årige iraker. Det skyldes, at han er mistænkt for at have forbindelse til den militante bevægelse Islamisk Stat.

Efterforskerne havde ellers fundet frem til to mistænkte i sagen, der mentes at have forbindelse til et stort netværk af jihadister i Ruhr-distriktet.

Det skete, efter at man havde fundet tre identiske breve på gerningsstedet.

Brevene indeholdt blandt andet et krav om, at Tyskland skulle stoppe sit engagement i en koalition, der bekæmper Islamisk Stat.

Derudover krævede brevets forfatter, at Tyskland skulle lukke en amerikansk luftbase i byen Ramstein.

Den tyske avis Bild skriver, at tysk politi har overvåget den 26-årige iraker i adskillige måneder. Efter aflytninger af irakerens telefon fik politiet mistanke om, at han havde sprængstoffer i sin lejlighed.

Men en ransagning i irakerens hjem gav intet resultat, skriver Bild.

Fodboldklubben Borussia Dortmund har kritiseret beslutningen om kun at udsætte Champions League-kampen mod Monaco i 24 timer.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx