Af Ritzau - 03/05-17 11:59; Opdateret: 03/05-17 12:17

Politikerne beholder deres løn- og pensionsforholdPolitikerne beholder deres løn- og pensionsforhold

Henrik Sass Larsen (S) har ikke flertal for forslag om, at politikerne selv kan vælge løn- og pensionsvilkår.

Der er ikke flertal for, at politikerne på Christiansborg selv kan vælge deres løn- og pensionsvilkår, hvilket Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, ellers har foreslået.

Det skriver både TV2 og DR.

På et møde har et flertal af Folketingets partier ifølge TV2 nemlig vendt tommelfingeren nedad.

Henrik Sass Larsens forslag gik ud på, at politikerne frivilligt kunne takke nej til dele af deres løn og pension, hvis de mente, den var for høj.

Venstres gruppeformand, Søren Gade, har været for forslaget, selv om regeringen er imod det.

Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet har tidligere støttet forslaget. Men partierne ønskede, at det ikke skulle være frivilligt.

Partierne ville have, at alle folketingspolitikere skulle sættes ned til det, der svarer til en almindelig arbejdsmarkedspension. Men det ændringsforslag er Socialdemokratiet imod.

Socialdemokratiet og Henrik Sass Larsen har ikke håndteret sagen på en god måde, mener DF's gruppeformand, Peter Skaarup.

- De partier, som udgør flertallet, vil åbenbart ikke være med til at lave nogle vilkår for folketingspolitikerne, som ligner resten af befolkningens, siger Skaarup til TV2.

Folketingspolitikere får 638.351 kroner om året i vederlag. Dertil kommer 61.167 kroner i et skattefrit omkostningstillæg.

Yderligere kommer pension, der varierer, alt efter hvor længe folketingsmedlemmet har siddet i Folketinget.

Et folketingsmedlem er berettiget til pension, når han eller hun i én eller flere perioder har været medlem af Folketinget i mindst et år.

Pensionsindbetalingerne svinger mellem et årligt beløb på 86.598 kroner og op til 318.472 kroner om året.

Man får den højeste sats, hvis man siddet i Folketinget i mere end 20 år.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx