Af Ritzau - 27/01-17 07:17

Drop tomat og agurk: Spis disse grøntsager nuDrop tomat og agurk: Spis disse grøntsager nu

Du kan godt lægge agurker og tomaterne tilbage på hylden - vinterens grønt og frugt skal have flere fibre.

Hvad skal du have til aftensmad i dag?

Skal du følge sæsonens varer, skal der hældes masser af kål og rodfrugter i indkøbskurven på vej hjem fra arbejde.

Det er nemlig vinterens grøntsager, fortæller diætist Lene Sølvkær Nielsen fra Østerbro Diætisterne.

- Nu hvor det er vinter, så skal vi have vintergrøntsager med flere fibre. Rodfrugter og kålarter er rigtig gode og fiberrige. De mætter godt, og så holder de blodsukkeret stabilt, siger hun til Ritzau Fokus.

Hvordan de tilberedes, betyder ikke så meget - det kan både være rodfrugter i ovnen, en råkostsalat eller kålsalater. Det er især kål som hvidkål, grønkål og rødkål, der mætter i den kolde vintertid.

Lene Sølvkær Nielsen vil dog også anbefale kål og grove grøntsager resten af året.

- Sommergrøntsagerne som tomat, salat og agurk har ikke så mange fibre, så det mætter ikke så meget, og det giver ikke så meget gods i maden.

Men hvorfor skal vi have kål, som mange oplever også giver luft i maven?

Ifølge seniorrådgiver i DTU Fødevareinstituttet Sisse Fagt har de grove og tunge grøntsager en god evne til at blive lagret uden at miste deres sunde næring.

Kål og rodfrugter er typisk blevet høstet i efteråret, og der er derfor ikke gået så meget næring tabt siden da.

- Det er godt at spise lokale fødevarer, der ikke har rejst i lang tid. Når de ikke har været lagret i lang tid, så er der en chance for, at de indeholder flere vitaminer, end hvis de har været lagret.

Og for nogle grøntsager eller frugter kan smagen også været bedre, siger hun.

Fakta: Her er årstidens grøntsager:

- Grønkål, glasskål, hvidkål, rosenkål og rødkål.

- Rødbeder, gulerødder, knoldselleri, persillerod, pastinak, porrer og løg.

- Champignon, bøgehat, jordskokker, portobello, peberrod og østershat.

- Se den fulde liste over månedernes frugt og grøntsager her: http://www.saeson-web.dk/frugt-groent/

Kilde: Sæson.

Opskrift fra Aarstiderne: Selleri med grønkål og safran:

- Ingredienser: 400 gram selleri, 200 gram grønkål, 1 skalotteløg, 2 spiseskefulde olivenolie, ½ deciliter grøntsagsbouillon eller vand, 1 knivspids safran, ½ citron, olivenolie, salt og peber.

Fremgangsmåde:

- Skræl sellerien og skær den i papirtynde skiver, der pensles med olie, salt og peber på en bageplade. Bages i ovnen, til de får en gylden farve, cirka 5-7 minutter.

- Rib grønkålen og kog den mør i lidt saltet vand, dryp af og pres fri for væde. Hak efter behag og tilsæt skalotteløg, salt og peber og vend det hele sammen med de bagte selleriskiver.

- Hæld grøntsagsbouillonen i en gryde og tilsæt safran, et pres citronsaft og lidt olivenolie og hæld det over retten.

- Læs hele opskriften her: https://www.aarstiderne.com/Opskrifter/Opskrift/selleri-med-groenkaal-og-safran1

Kilde: Aarstiderne.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx