Af Ritzau - 09/03-17 03:33

Donald Trump-kritiker kan blive USA's ambassadør i RuslandDonald Trump-kritiker kan blive USA's ambassadør i Rusland

Jon Huntsman, der sidste år bad Trump trække sig fra valgkampen, har angiveligt sagt ja til jobbet i Rusland.

Den tidligere republikanske guvernør i Utah Jon Huntsman har accepteret et tilbud fra præsident Donald Trump om at blive USA's ambassadør i Rusland.

Det oplyser en unavngiven embedsmand fra Trumps administration onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Jobbet, der endnu kræver Senatets godkendelse, vil sende Huntsman til Moskva på et tidspunkt, hvor forbindelserne mellem USA og Rusland er på det laveste niveau siden den kolde krig.

Huntsman tjente som ambassadør i Kina under den demokratiske præsident Barack Obama, indtil han i 2012 forgæves forsøgte at blive republikansk præsidentkandidat.

Jon Huntsman var blandt de fremtrædende republikanere, der i oktober sidste år stod i kø for at kritisere og lægge afstand til Donald Trump, da rigmanden blev afsløret i en række sjofle og nedladende kommentarer om kvinder.

Således var Huntsman blandt de, der bad Trump om at trække sig fra præsidentvalgkampen.

Donald Trump har sagt, at han ønsker at forbedre forholdet til den russiske præsident, Vladimir Putin, som blev forværret under Barack Obama.

Det skyldtes blandt andet spørgsmålene om Ruslands annektering af Ukraines Krim-halvø og landets involvering i den syriske borgerkrig.

Spændingerne mellem USA og Rusland toppede i december, da daværende præsident Obama udviste 35 russiske diplomater fra USA.

De 35 diplomater fra ambassaden i Washington og konsulatet i San Francisco fik således sammen med deres familier 72 timer til at forlade USA.

Obama beordrede dem udvist mistænkt for at være spioner. Samtidig indførte han sanktioner mod russiske efterretningstjenester.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx