Af Ritzau - 13/03-17 22:14

Erdogan beskylder Merkel for at huse terroristerErdogan beskylder Merkel for at huse terrorister

- Fru Merkel, hvorfor skjuler du terrorister i dit land? . . Hvorfor gør du ikke noget? spørger Erdogan.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, mener, at beskyldninger fra den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, om, at hun støtter "terrorister" er "klart absurde."

Det siger den tyske regeringschefs talsmand, Steffen Seibert.

- Kansleren har ikke til hensigt at deltage i et stadigt optrappet skænderi med europæiske regeringer, siger Seifert og understreger:

- Disse beskyldninger er helt klart absurde.

Erdogan har i en af sine ophidsede taler rettet et spørgsmål til Merkel om, "hvorfor hun "skjuler terrorister".

Erdogan beskylder Tyskland for ikke at have reageret på 4500 sagsmapper, som Tyrkiet har sendt til Tyskland om terrormistænkte.

- Fru Merkel, hvorfor skjuler du terrorister i dit land? . . Hvorfor gør du ikke noget? spørger Erdogan i et interview med tv-stationen A-Haber.

- Fru Merkel du støtter terrorister, tilføjer han.

Det voldsomme angreb mod den tyske kansler kommer få timer efter, at EU indtrængende opfordrede alle parter til at undgå ophidset retorik.

Striden er udsprunget ved, at Holland og Tyskland har afvist et ønske fra tyrkiske ministre om at møde potentielle vælgere i de to lande forud for en folkeafstemning i Tyrkiet.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at "robust debat er kernen i vores demokratier". Men det er gensidig respekt også, tilføjer han.

- Jeg vil opfordre alle allierede til at udvise gensidig respekt, forholde sig roligt og indtage en afmålt tilgang for at bidrage til at nedtrappe spændingerne, siger Stoltenberg.

Tyrkiet er medlem af Nato og et kandidatland til EU-medlemskab, selv om udviklingen i Tyrkiet set med EU's øjne i øjeblikket bliver rullet baglæns.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx