Af Ritzau - 26/01-17 08:41

Rengøringsboss tiltalt for bedrageri for 40 millionerRengøringsboss tiltalt for bedrageri for 40 millioner

En tidligere ejer af rengøringskoncern har svindlet Spar Nord og Jyske Bank for millioner, lyder tiltale.

En konkurs i 2013 får nu et retligt efterspil for en tidligere rengøringsboss.

Han er tiltalt for bedragerier for i alt 40 millioner kroner, skriver Nordjyske Stiftstidende.

Det er Retten i Hjørring, der skal tage stilling til sagen.

Tiltalen udspringer af en konkurs for cirka tre år siden. Firmaet, der solgte rengøring, måtte dreje nøglen om. Konsekvensen blev, at kreditorerne stod tilbage uden en krone.

Anklagemyndigheden mener, at den tiltalte i 2011 fik Spar Nord til at bevilge et lån på seks millioner kroner til selskabet. Det skete angiveligt ved hjælp af fupfakturaer.

Året efter fik han ifølge tiltalen et lån fra Jyske Bank på omkring 33 millioner kroner.

Det skete få måneder før konkursen, og banken fik ifølge anklagen et sminket regnskab fremvist. Det viste et overskud i virksomheden.

Dermed løber lånene på falske præmisser op i knap 40 millioner kroner.

Den tiltalte, der tidligere har været storsponsor af et ishockeyhold, afviser at have bedraget for millioner.

Han ønsker ikke at kommentere tiltalen. På vegne af sin klient siger forsvarer Jens Christian Christensen, at han nægter sig skyldig.

- Min klient ser frem til at blive frikendt, siger Jens Christian Christensen til Nordjyske Stiftstidende.

Parallelt med straffesagen har Jyske Bank i en civil erstatningssag rejst et krav på 29 millioner kroner mod den tidligere bestyrelse og direktion i rengøringsfirmaet samt selskabets revisionsfirma.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx