Af Ritzau - 18/04-17 15:32; Opdateret: 18/04-17 15:47

Ny aftale om elbiler skal sætte gang i bilsalgNy aftale om elbiler skal sætte gang i bilsalg

Ny aftale betyder, at registreringsafgiften forbliver 20 procent, indtil der er solgt 5000 nye elbiler.

Salget af elbiler i Danmark er nærmest gået i stå, efter et flertal på Christiansborg i 2015 aftalte at lade registreringsafgiften på elbiler stige.

Men nu er der en hjælpende hånd på vej. Tirsdag har regeringen indgået en justeret elbilaftale med Socialdemokratiet og De Radikale. Aftalen lemper den planlagte indfasning af højere afgifter for elbiler.

Det skal få gang i salget igen, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V):

- Vi har siden elbilsaftalen i 2015 fulgt markedet nøje. Og det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke er blevet solgt så mange elbiler, som vi regnede med for halvandet år siden, siger Karsten Lauritzen.

I 2015 aftalte parterne, at registreringsafgiften på el- og brændselscellebiler over en periode på fem år skulle stige til det samme niveau som andre biler.

I 2016 betød det, at afgiften på el- og brændselscellebiler udgjorde 20 procent af registreringsafgiften og pr. 1. januar 2017 steg afgiften til 40 procent.

De stigende afgifter har dog ramt salget af elbiler hårdere end ventet. I aftalen opererede man med et forventet salg på 1800 el- og brændselscellebiler i 2016.

Men der blev kun solgt omkring 1300 elbiler i 2016 og den tendens er fortsat i 2017. Derfor har S og R presset på for at få aftalen justeret.

- Det er glædeligt, at vi nu er enige om en lempeligere indfasning, som forhåbentlig kan få sparket gang i elbilsalget. Det har længe været et ønske fra Socialdemokratiet og Radikale at gøre noget ved elbilsituationen. Det har regeringen lyttet til, siger Karsten Lauritzen.

Konkret betyder aftalen, at indfasningen af de almindelige afgifter udskydes, indtil der er nyregistreret 5000 elbiler. Dog senest frem til udgangen af 2018.

Fra 2019 genoptages den tidligere aftalte indfasning. Dermed udgør afgiften 40 procent af den fulde registreringsafgift minus et bundfradrag på 10.000 kroner i 2019.

I 2020 udgør afgiften 65 procent, i 2021 90 procent og i 2022 er registreringsafgiften på elbilerne på niveau med andre biler.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx