Af Ritzau - 13/03-17 16:08; Opdateret: 13/03-17 17:30

Lille stigning i Nato-landenes udgifter til forsvarLille stigning i Nato-landenes udgifter til forsvar

Danmark brugte 1,14 procent af sit bruttonationalprodukt på forsvaret i 2016. Natos mål er to procent.

Nato-landenes udgifter til forsvar kryber stille og roligt opad.

Det viser den nyeste gennemgang, der mandag er offentliggjort i generalsekretær Jens Stoltenbergs årsrapport for Nato i 2016.

- Der er sket fremskridt. Men arbejdet er langt fra gjort endnu, siger Nato-chefen.

Danmark brugte ifølge Nato-opgørelsen 1,14 procent sidste år mod 1,10 procent året før.

Det er langt under målsætningen fra Nato-topmødet i Wales i 2014 om, at forsvarsalliancens medlemmer skal bruge to procent af deres budget på forsvar i løbet af ti år.

USA brugte sidste år 3,36 procent af sit bruttonationalprodukt på forsvaret mod 3,32 procent året før.

De europæiske Nato-lande brugte i gennemsnit 1,47 procent på forsvaret i 2016 mod 1,44 procent i 2015.

Ifølge årsrapporten brugte de 28 Nato-lande i gennemsnit 2,43 procent af deres bruttonationalprodukt på forsvar i 2016 i modsætning til 2,40 procent året før.

- Vi har stadig ikke nogen rimelig byrdefordeling i vores alliance, siger Jens Stoltenberg.

Kun fem Nato-lande bruger i øjeblikket to procent eller mere på forsvaret. Det er USA, Storbritannien, Polen, Grækenland og Estland.

Rumænien forventer at nå målet i år og Letland og Litauen næste år.

- Det er realistisk, at alle allierede kan nå målet, siger Nato-chefen.

- Alle allierede har bakket op om det - på højeste niveau. Det kan gøres, siger han.

Den danske regering har på forhånd sagt, at den går efter at give forsvaret "et substantielt løft" i det kommende femårige forsvarsforlig, som skal forhandles på plads i år.

Men regeringen har ikke sat tal på, hvor mange nye milliarder den vil have pumpet i forsvaret.

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange både før og efter sit valg chokeret mange europæiske Nato-lande med flere hårde meldinger.

Han har blandt andet sagt, at Nato er forældet. Han har også truet med ikke at komme medlemslande til undsætning, hvis de bruger for lidt på forsvaret.

Både den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, og forsvarsminister James Mattis har på møder i Bruxelles manet den værste europæiske bekymring i jorden.

USA bakker fortsat fuldt og helt op om Nato, lød budskabet.

Men USA forlanger en plan inden årets udgang med måldatoer fra alle Nato-lande for, hvordan de vil nå op på at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.

Hvis europæerne ikke leverer, truer USA med at "moderere" sit engagement i Nato. Det ligger dog ikke klart, hvad der mere præcist ligger i den trussel.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx