Af Ritzau - 17/05-17 04:02

Republikanere kræver Comeys Trump-memo udleveretRepublikanere kræver Comeys Trump-memo udleveret

Fyret FBI-chef bør vidne i kontroversiel sag, hvor Trump bad ham droppe en undersøgelse, siger republikanere.

Det vækker uro i egne rækker, at USA's republikanske præsident, Donald Trump, angiveligt har bedt forhenværende FBI-chef James Comey om at indstille en undersøgelse af Trumps tidligere rådgiver Michael Flynn.

Flynn er under anklage, fordi han angiveligt har haft særdeles tætte bånd til Rusland. Noget Donald Trumps lejr også bliver beskyldt for.

Nu vil flere republikanere have en uddybende forklaring fra Comey, der i et memo har skrevet, at Trump bad ham indstille sin efterforskning.

Det siger blandt andre formanden for den komité i Repræsentanternes Hus, der holder opsyn med regeringen.

- Det her er en eksplosiv anklage, og det ligner et klassisk eksempel på at forhindre en efterforskning. Vi må straks høre en offentlig vidneforklaring fra Comey, skriver Jason Chaffetz på Twitter.

Han vil personligt se dokumenterne i sagen.

- Vi bliver naturligvis nødt til at se Comeys memoer straks. Vi skal se alle former for noter og båndoptagelser - hvis de eksisterer, skriver han på Twitter.

Donald Trump har selv tidligere hentydet, at der findes optagelser af hans samtaler med James Comey.

Det skete, da præsidenten på opsigtsvækkende vis truede Comey på Twitter.

- James Comey må håbe, at der ikke findes "bånd" af vores samtaler, før han begynder at lække noget til pressen, skrev Trump kort efter fyringen af Comey.

Den republikanske senator Lindsey Graham vil også se Comey vidne.

- Jeg vil ikke læse et memo. Jeg vil høre det fra Comey, siger han i et interview med MSNBC.

Medlem af Repræsentanternes Hus Frank LoBiondo skriver på Twitter, at USA har fortjent at komme til bunds i sagen.

- Landet må have svar. Det er tydeligt, at den forhenværende FBI-chef Comey skal vidne i Kongressen, skriver han på Twitter.

Michael Flynn blev afskediget som national sikkerhedsrådgiver i midten af februar, da det kom frem, at han havde undladt at oplyse, at han havde ført samtaler med den russiske ambassadør i USA.

Samtalerne handlede om USA's sanktioner mod Rusland.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx