Af Ritzau - 23/01-17 04:15

Brady fælder Pittsburgh og sender New England i Super BowlBrady fælder Pittsburgh og sender New England i Super Bowl

39-årige Tom Brady står i sin syvende Super Bowl, når NFL-finalen sparkes i gang 5. februar.

New England Patriots er klar til Super Bowl, efter at holdet uden stort besvær slog Pittsburgh Steelers med 36-17 i AFC-finalen i amerikansk fodbold.

Dermed skal quarterback Tom Brady og cheftræner Bill Belichick sammen med resten af holdet igen spille Super Bowl, der i år foregår i Houston.

Her møder New England Patriots det sprudlende Atlanta Falcons-hold, der tidligere på natten dansk tid slog Green Bay Packers 44-21.

Det var ventet, at kampen i Foxborough ville blive en tæt affære.

Pittsburgh var inde i en lang stime på ni sejre i træk, og holdets bærende kræfter, receiver Antonio Brown, running back Le'Veon Bell og quarterback Ben Roethlisberger, var i storform.

Men ingen af de tre gjorde det store væsen af sig i kampen, hvor Bell måtte udgå, mens Brown og Roethlisberger leverede en af sæsonens svageste præstationer.

Dermed kunne 39-årige Tom Brady stjæle scenen.

To gange i første halvleg fandt den aldrende quarterback receiver Chris Hogan, der snød Pittsburghs zoneforsvar og ubesværet kunne score for New England.

Alligevel var kampen ikke afgjort ved pausen. New England havde domineret, men holdet var kun foran 17-9.

Men anden halvleg blev en opvisning, og særligt New Englands forsvar trådte i karakter.

Pittsburgh halsede hurtigt langt efter, og kampen sluttede reelt efter tredje quarter, hvor New England havde bragt sig foran 33-9. Tom Brady sluttede kampen med tre touchdowns og 384 yards.

Dermed bliver det to af sæsonens mest omtalte spillere, der skal forsøge at dirigere deres hold til sejr i Houston 5. februar.

De to holds quarterbacks, New Englands Tom Brady og Atlantas Matt Ryan, er begge blandt favoritterne til at blive udnævnt som sæsonens mest værdifulde spiller (MVP).

Tom Brady har vundet prisen to gange før. Matt Ryan er aldrig tidligere blevet kåret som MVP.

Brady kommer til at stå i sin syvende Super Bowl. Det er aldrig tidligere sket for en startende quarterback i NFL's historie. Brady har løftet Lombardi-trofæet fire gange.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx