Af Ritzau - 02/07-17 11:08

Tyrkiet beskylder PKK for skuddrab på politikereTyrkiet beskylder PKK for skuddrab på politikere

Kurdere i det sydøstlige Tyrkiet har ifølge hæren skudt og dræbt to medlemmer af det regerende AK-parti.

Militante kurdere i det sydøstlige Tyrkiet har skudt og dræbt to medlemmer af det regerende AK-parti i weekenden. Det oplyser de tyrkiske myndigheder.

Orhan Mercan, som er viceleder af regeringspartiet i distriktet Lice i provinsen Diyarbakir blev skudt ned foran sit hjem fredag aften.

- Han døde kort efter på et hospital, hedder det i en meddelelse fra provinsens guvernør.

Lørdag aften blev vicelederen i AK-partiet i distriktet Ozalp, Aydin Ahi, bortført fra sit hjem og skudt og dræbt.

Den tyrkiske energiminister, Berat Albayrak, skrev på Twitter, at Kurdistans Arbejderparti, PKK, står bag drabet på begge mænd.

Der har ikke umiddelbart været nogen reaktioner fra PPK. Men gruppen har tidligere dræbt medlemmer af regeringspartiet.

Angreb fra PKK-oprørere har siden 1984 kostet 40.000 mennesker livet i Tyrkiet. Gruppen kæmper for en uafhængig stat for Tyrkiets kurdiske mindretal.

PKK er erklæret terrorgruppe i både Tyrkiet, USA og EU. En våbenhvile mellem den tyrkiske stat og den militante gruppe brød sammen i juli 2015. Der er derefter sket en voldsom optrapning af volden i det sydøstlige Tyrkiet.

Den tidligere øverste PKK-leder Abdullah Öcalan har siddet fængslet i Tyrkiet siden 1999.

Både den tyrkiske stat og PKK er blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty for drab på civile.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx