Af Ritzau - 01/03-17 23:44

Danmark udviser somaliere på trods af fare for omskæringDanmark udviser somaliere på trods af fare for omskæring

Formand for FN's torturkomité siger, at danske udvisninger til Somalia er i strid med menneskerettigheder.

Danmark udviser somaliske børnefamilier, selv om en udvisning kan føre til en omskæring af pigerne i familien, der i værste fald er livstruende.

Det skriver Politiken.

Udvisningerne møder kritik fra fagfolk og organisationer, som advarer om, at Danmark dermed udviser herboende flygtningebørn til "torturlignende forhold".

Det er ifølge Politiken i strid med menneskerettighedskonventionen.

- Hvis der er en væsentlig risiko for, at de vil blive udsat for omskæring, er det et klart brud på konventionen, siger formand for FN's torturkomité Jens Modvig til avisen.

Ifølge WHO har 98 procent af alle piger og kvinder mellem 15 og 49 år været udsat for lemlæstende omskæring i Somalia.

I februar fik en familie med piger på 1, 3, 9 og 11 år inddraget deres opholdstilladelse og blev udvist til Somalia.

I efteråret 2016 år fik en familie med piger på 9 og 16 år samme afgørelse.

Udvisningerne sker som led i en genbehandling af 800 herboende somalieres opholdstilladelser. Halvdelen af dem, der har fået inddraget opholdstilladelsen, er børn.

I Udlændingestyrelsens egen rapport om lemlæstende omskæring af piger advarer kilder fra FN mod, at det er udbredt i Somalia og foretages på piger mellem 5 til 15 år. Det sker efter et "ekstremt psykologisk pres".

Men ifølge fortrolige afgørelser om udvisning af familier til Somalia, som Politiken er i besiddelse af, nævnes hverken den rapport eller advarslerne om omskæring i udvisningssagerne.

I et svar til Folketinget forklarer Udlændingestyrelsen, at man ikke spørger ind til omskæring.

Hvis en familie nævner frygt for omskæring, vil det blive taget med i vurderingen, oplyser styrelsen til Folketinget.

Ifølge Red Barnet og Institut for Menneskerettigheder er det problematisk, at styrelsen ikke aktivt inddrager risikoen for omskæring i sagsbehandlingen.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) siger til Politiken, at hun har tillid til Udlændingestyrelsen og derved "ingen moralske betænkeligheder".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx