Af Ritzau - 07/04-17 15:51

Professor: USA er ikke på vej ind i krig i SyrienProfessor: USA er ikke på vej ind i krig i Syrien

USA vil ikke involveres i krigen i Syrien, men raketangreb er som at kaste stor sten i søen, mener Ole Wæver.

USA's raketangreb fredag mod en syrisk flybase betyder ikke, at USA er på vej til at involvere sig i krigen i Syrien.

Men det kan sætte nogle processer i gang. Et af de bedre scenarier kunne være, hvis Rusland kommer med en ny plan for, hvad der skal ske i Syrien.

Det vurderer Ole Wæver, der er professor i international politik på Københavns Universitet.

USA har reageret, fordi det syriske regime igen har benyttet sig af kemiske våben, der regnes som et masseødelæggelsesvåben. Syriens luftvåben angreb tirsdag en oprørskontrolleret by i det nordvestlige Syrien med nervegas.

- Det var en markering af, at det her må man ikke, siger Ole Wæver.

- Der er ingen langsigtet strategi i det for amerikanerne. Og der er ikke et ønske om at komme ind og gøre en hel masse i Syrien, vurderer han.

Men karakteren af den syriske konflikt gør, at det amerikanske raketangreb alligevel kan gå hen og få større konsekvenser.

- Det at kaste så stor en sten ned i søen kan meget vel sætte nogle bølger i gang, så man ender et sted, man ikke kunne forestille sig, siger Ole Wæver.

Det er svært at give et bud på, om det bliver et positivt eller negativt scenarie, påpeger han.

En af de bedre løsninger kunne måske komme fra Rusland.

- Man kunne komme nærmere en løsning, fordi russerne kunne vælge at konkludere, at det er tidspunktet at hive en anden af deres planer op af skuffen. For russerne har hele tiden haft forskellige scenarier for, hvor det her kunne lande. Det handler ikke kun om militært at vinde krigen, siger han.

- De kunne vælge at forsøge at blive fredsmageren og gå sammen med Trump og sætte Assad på plads, siger professor Ole Wæver.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx