Af Ritzau - 16/12-16 08:16

Få en stressfri juleafsked fra jobbetFå en stressfri juleafsked fra jobbet

Hvordan undgår du at tage på juleferie med fingrene i håret af frustration, stress og overarbejde? Læs de gode råd her til en stressfri jul.

Du ser sandsynligvis allerede nu frem til juleferie, men tanken om alle de opgaver, der skal klares inden, kan måske tage pusten fra dig.

Derfor kan det være vigtigt allerede nu at lægge en plan for, hvilke opgaver der skal klares inden ferien - og hvilke der kan vente. Det fortæller Malene Friis Andersen, der er post.doc. ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

- Det kan være vigtigt at lave nogle aftaler med sig selv et par dage eller en uge i forvejen - og ikke fem minutter inden lukketid. Man kan prioritere opgaverne og spørge sig selv: hvad har jeg brug for at få afsluttet, så jeg kan tænke mindst muligt på arbejde i juleferien? siger hun til Ritzau Fokus.

Du kan også gøre det nemmere at komme tilbage efter ferien ved allerede nu at forberede, hvilke opgaver du skal starte med, når du kommer tilbage.

Det kan være fristende at starte med at tjekke sine mails, men det fraråder stressrådgiver Louise Vælds.

- Hvis man åbner mailboksen som det allerførste, er man hurtigt tilbage i hamsterhjulet, hvor man svarer på mails og får svar tilbage igen. Hvis det er muligt, er det en god idé at bruge de første par timer på at få overblik over, hvad det vigtigste er at gå i gang med, siger hun.

Har du overskud, før du tager på ferie, kan du allerede nu beslutte, hvilke opgaver der kan vente til dagene mellem jul og nytår eller til det nye år.

- Har du tid og overskud, så ryd eventuelt op på dit skrivebord, før du tager på ferie, så du kan se, hvad du skal videre med, når du kommer tilbage - og så der ikke er 14 bunker, du skal tage fat på, siger Malene Friis Andersen.

Du skal dog ikke være bange for at have travlt på arbejde op til juleferien, så længe det er de vigtige opgaver, du har travlt med, mener de to eksperter.

Hvis blot man accepterer, at man kommer til at have travlt, kan det faktisk tage toppen af den snigende stressfølelse, mener stressrådgiver Louise Vælds.

Malene Friis Andersen har tidligere arbejdet med stressramte som klinisk psykolog, og her oplevede hun, at det var vigtigt for mange at have et overgangsritual for at markere, når arbejdsdagen var slut.

- Det kan være at skifte tøj, når man kommer hjem fra arbejde, eller at gå en tur, når man kommer hjem, så man har et tydeligt skel mellem arbejde og privatliv, fortæller hun.

Det kan også være, at du har et ur eller armbånd, som du kun bruger på arbejdet, og et, du bruger derhjemme, så du helt synligt er enten på arbejde eller har fri.

Fakta: Sådan undgår du at gå på juleferie med stress:

- Prioriter alle dine opgaver nu: Hvilke skal ordnes før ferien, og hvilke kan vente?

- Forbered opstarten: Gør opgaver klar, som du kan løse, når du kommer tilbage igen, eller brug din første arbejdsdag på at lave en plan for dagen eller ugen.

- Pas på med at tjekke mails som det allerførste, når du møder ind efter ferien.

- Hold fri, når du har fri: Lad være med at tjekke arbejdsmails eller lige arbejde en time, fordi du har tid.

- Hav eventuelt et fysisk symbol på, hvornår du arbejder, og hvornår du har fri. Det kan være at skifte tøj, at gå en tur eller have forskellige armbånd.

Kilder: Malene Friis Andersen, Louise Vælds.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx