Af Ritzau - 16/06-17 19:00; Opdateret: 16/06-17 19:11

Løkke om Kohl: En ven af Danmark er dødLøkke om Kohl: En ven af Danmark er død

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder Helmut Kohl for en stor europæer med en forkærlighed for Danmark.

Det strømmer ind med kondolencer, efter at den længst siddende kansler i Tysklands demokratiske historie, Helmut Kohl, er død.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kommenterer Helmut Kohls død på Twitter:

- En stor europæer og ven af Danmark er død. Helmut Kohl genforenede Tyskland og prægede Europa. Æret være hans minde, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Også økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll har kommenteret Kohls død på Twitter:

- Trist at Helmut Kohl er død. Verden har mistet en stor statsmand, en stor tysker og en stor europæer, skriver Simon Emil Ammitzbøll.

Helmut Kohl døde fredag i sit hjem i Ludwigshafen i en alder af 87 år. Han vil altid blive husket som genforeningskansleren.

På grund af sine nære bånd til Frankrigs, USA's og Sovjetunionens daværende ledere fik Kohl med stor succes forhandlet Tysklands genforening på plads efter Berlinmurens fald i 1989.

Kohl var desuden en af de drivende kræfter bag euroen, som tyskerne byttede D-marken ud med.

Ingen anden kansler før ham formåede at sidde i så mange år ved magten - nemlig hele 16 år.

Den nuværende forbundskansler, Angela Merkel, er gået i lære hos Kohl, som satte skub i hendes politiske karriere efter genforeningen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx