Af Ritzau - 10/05-17 14:59

Far får sin anden dom for at skjule to små børnFar får sin anden dom for at skjule to små børn

Børn skjules i Cameroun af faren, der nu er idømt ubetinget fængsel i to år.

En mand fra Cameroun er onsdag på ny blevet straffet med fængsel, fordi han har skjult to små børn for moren.

Retten i Glostrup har idømt den 44-årige Isaac Saahdong Choifor ubetinget fængsel i to år. Tidligere fik han en straf på fængsel i halvandet år for præcis den samme forbrydelse.

Det er moren, der bor i Albertslund, der er tilkendt forældremyndigheden.

- Han har anket til landsretten, siger anklager Henrik Uhl Pedersen fra Københavns Vestegns Politi.

Faren bragte børnene til Cameroun, da han og moren var gået fra hinanden. Men da han ikke har gjort noget aktivt for at bringe børnene tilbage, fortsætter forbrydelsen, mener anklagemyndigheden og retten.

Til bt.dk siger anklageren, at faren jævnligt taler i telefon med børnene.

- Vi har skaffet moren en advokat, og en advokat i Cameroun forsøger at få børnene tilbage til deres mor. Udenrigsministeriet har været inde over, men i sidste ende er det faren, som kan skaffe dem hjem igen. Der er grænser for, hvor meget vi kan gøre, siger Henrik Uhl Pedersen.

Flere gange tidligere har der været straffesager mod mødre eller fædre, som holder børn væk fra den, der har forældremyndigheden.

For eksempel er en iransk mand blevet straffet fem gange for den samme fortsatte forbrydelse.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx