Af Ritzau - 31/05-17 17:06; Opdateret: 31/05-17 17:34

Kina og EU holder fast i klimamål med eller uden USAKina og EU holder fast i klimamål med eller uden USA

Trods en eventuel amerikansk udmeldelse af klimaaftalen vil Kina og EU fastholde deres forpligtelser.

Hvis den amerikanske præsident, Donald Trump, trækker USA ud af klimaaftalen fra Paris, som flere anonyme kilder onsdag siger til amerikanske medier vil ske, vil det ikke starte en sneboldeffekt blandt aftalelandene.

En højtstående embedsmand i EU fortæller onsdag, at Kina og EU vil fastholde deres forpligtelse til Parisaftalen. De har heller ikke hørt, at andre lande har planer om at trække sig ud af aftalen.

Kinas og EU's forpligtelse gælder, uanset om USA trækker sig ud af aftalen eller ej, lyder det.

Torsdag og fredag mødes den kinesiske premierminister, Li Keqiang, med EU-præsident Donald Tusk og formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker.

Her vil klimaforandringer stå øverst på dagsordenen.

Ifølge EU-embedsmanden forventes det, at der bliver udsendt en fælles udtalelse om klimaforandringer og grøn energi fra mødet. Heraf vil det fremgå i detaljer, hvordan Kina og EU vil implementere Parisaftalen.

Det forventes dog ikke, at en udtalelse fra EU og Kina specifikt vil omhandle USA og en eventuel udmeldelse af Parisaftalen.

Donald Trump deltog senest i et G7-topmøde fredag, hvor flere verdensledere forsøgte at overtale ham til at holde fast i Parisaftalen. Men det er altså tvivlsomt, om det er lykkedes.

Selv har præsidenten onsdag meddelt på Twitter, at han vil annoncere sin beslutning omkring klimaaftalen om få dage.

Parisaftalen, der blev indgået i december 2015, består af en handlingsplan, der skal forsøge at begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til et stykke under to grader.

195 lande har tilsluttet sig aftalen.

Aftalen trådte officielt i kraft 4. november 2016. Det skete, da 55 lande, der stod for mindst 55 procent af de globale drivhusgasser havde ratificeret aftalen.

Selv uden USA som en del af aftalen, vil den fortsat leve op til målet om at gælde 55 lande, der står for 55 procent af udledningen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx