Af Ritzau - 05/01-17 08:27; Opdateret: 05/01-17 08:52

34 nye ruter giver Norwegian passagerrekord i 201634 nye ruter giver Norwegian passagerrekord i 2016

Passagerne købte billetter til Norwegians nye flyruter og satte rekord i 2016 med 29,3 millioner rejsende.

34 nye ruter rundt om i verden hjælper lavprisselskabet Norwegian til ny passagerrekord i 2016, hvor 29,3 millioner rejsende tog en tur med Norwegian.

Det er en stigning på 3,6 millioner passagerer i forhold til 2015. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Samtidig øgede Norwegian belægningen i flyene fra 86 til 88 procent. Norwegians koncernchef, Bjørn Kjos, er godt tilfreds.

- Det er glædeligt, at stadig flere vælger at flyve med os – eksempelvis har flyene mellem Paris og flere byer i USA stort set været helt fyldte, siger han i meddelelsen.

- Kort- og langdistanceruterne komplementerer hinanden på en god måde, hvor omkring 30 procent af vores passagerer på langdistance også benytter det europæiske rutenet på samme rejse, siger Bjørn Kjos.

Norwegian sluttede 2016 med en vækst i antallet af passagerer i december på 20 procent i forhold til samme måned i 2015.

I alt fløj 2,1 million passagerer med det oprindeligt norske selskab i årets sidste måned. Belægningen var 84,6 procent, hvilket er en stigning på 1,3 procentpoint.

- I december har rejselysten været stor både i Skandinavien, Europa og USA, siger Bjørn Kjos.

- Også vores caribiske ruter er blevet godt modtaget. Særligt blandt vores amerikanske rejsende, som flyver fra Boston, New York og Baltimore/Washington til de fransk-caribiske øer Martinique og Guadeloupe, tilføjer han.

Norwegians samlede kapacitet voksede (ASK) 29 procent i december. Samtidig betyder flere af de lange ruter, at passagerne tilbagelagde flere kilometer.

Nøgletallet RPK, der dækker over antallet af kilometer fløjet af passagererne, voksede 31 procent i december.

Norwegians nye ruter er primært kommet til på markeder som USA, Spanien og Storbritannien.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx