Af Ritzau - 28/01-17 18:18; Opdateret: 28/01-17 19:17

Iran vil gengælde Trumps nye indrejseforbudIran vil gengælde Trumps nye indrejseforbud

USA's visumforbud mod Iran og seks andre lande bliver kaldt en "åben fornærmelse af den muslimske verden".

Iran vil tage forholdsregler som gengæld for USA's indrejseforbud mod en række lande, meddeler det iranske udenrigsministerium i en erklæring ifølge Reuters.

I erklæringen bliver det amerikanske visumforbud mod Iran og seks andre lande, der overvejende er muslimske, kaldt en "åben fornærmelse af den muslimske verden og den iranske nation." I erklæringen bliver der lovet "gengældelse".

Det iranske udenrigsministerium, der bliver citeret i statslige medier, oplyser, at det vil "tage passende forholdsregler - både på det konsulære, på det juridiske og på det politiske niveau".

Iranerne kalder det amerikanske indrejseforbud for "illegalt, ulogisk og en krænkelse af folkeretten".

Rejsearrangører i Iran siger, at udenlandske flyselskaber er begyndt at udelukke iranere fra fly til USA.

Striden er opstået, fordi den amerikanske præsident, Donald Trump, natten til lørdag dansk tid underskrev et dekret, der sætter USA's modtagelse af flygtninge i bero i fire måneder.

USA's program for bosættelse af flygtninge bliver indstillet i op til 120 dage, indtil nye regler for at vurdere og kontrollere flygtninge er kommet på plads.

Antallet af flygtninge, som USA vil tage imod i indeværende budgetår, bliver skåret ned til 50.000. Det er mere end en halvering af den tidligere præsident Barack Obamas grænse på 110.000.

Frem til en række strammere regler er på plads, vil der ikke blive udstedt visum til borgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen.

Det skal angiveligt gælde i foreløbig 90 dage, skriver amerikanske medier.

Præsident Trump siger, at han ønsker at sikre sig, at der ikke skjuler sig potentielle terrorister blandt de folk, USA lukker ind.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx