Af Ritzau - 29/01-17 16:12; Opdateret: 29/01-17 17:39

Republikansk leder vil være forsigtig med Trumps dekreterRepublikansk leder vil være forsigtig med Trumps dekreter

Republikansk senator frygter Trumps dekret vil tjene Islamisk Stats propagandakrig.

Den amerikanske præsident, Donald Trumps, beslutning om at udelukke personer fra en række konkrete muslimske lande, skaber nu også bekymring blandt republikanere i Kongressen.

Den republikanske flertalsleder i Senatet i USA, Mitch McConnell, siger, at Kongressen skal være forsigtig, når den fører præsident Trumps dekret på immigrationsområdet ud i livet, skriver Reuters.

Til tv-stationen ABC siger han, at det er en god idé at stramme kontrollen med rejsende til USA.

- Men jeg mener også, at det er vigtigt at huske, at nogle af vores bedste ressourcer i krigen mod radikal, islamistisk terrorisme, er muslimer. Både her i landet og i udlandet. Vi skal være forsigtige, siger han ifølge Reuters.

Republikanerne sidder på flertallet i begge Kongressens kamre. Derfor har partiet stor magt til at føre meget af præsidentens politik ud i livet, hvis det ellers er enigt.

Forbuddet er rettet mod personer fra Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen, der midlertidigt vil blive nægtet indrejse i USA.

Det gælder i foreløbigt 90 dage.

En lang række europæiske politikere har i denne weekend også kritiseret Trumps dekreter på udlændingeområdet.

Trump selv skriver dog på Twitter, at det er nødvendigt.

- Vores land har brug for stærke grænser og ekstreme baggrundstjek. Se, hvad der sker over hele Europa. Det er et forfærdeligt rod, skriver han søndag.

Den republikanske senator John McCain siger i en reaktion, at Trumps dekret har været "en forvirret proces".

McCain siger videre, at han frygter Trumps dekret vil tjene Islamisk Stat ved at give jihadisterne materiale til deres propaganda.

Den republikanske politiker, som var sit partis præsidentkandidat i 2008, tilføjer, at han er bekymret over, at Steve Bannon deltager i møder i Det Nationale Sikkerhedsråd.

Steve Bannon var tidligere chef for Trumps valgkampagne og tidligere leder af det ultrakonservative onlinemedie Breitbart News. Han er i dag Trumps chefstrateg og seniorrådgiver.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx