Af Ritzau - 23/03-17 05:17

Duterte truer med militær undtagelsestilstand i FilippinerneDuterte truer med militær undtagelsestilstand i Filippinerne

Den omstridte præsident overvejer at erklære militær undtagelsestilstand i kampen mod narkokriminalitet.

Den filippinske præsident, Rodrigo Duterte, advarer torsdag om, at han overvejer at indføre militær undtagelsestilstand i landet.

Samtidig overvejer den kontroversielle leder at suspendere lokale folkeafstemninger for titusindvis af filippinere.

Duterte overvejer begge tiltag som et led i hans omstridte kamp for at udrydde narkokriminalitet i landet.

En militær undtagelsestilstand vil ifølge præsidenten også være med til at løse andre sikkerhedstrusler.

- Hvis jeg erklærer militær undtagelsestilstand, så vil jeg løse alle problemerne - ikke kun narko, siger Duterte torsdag morgen.

Præsidenten tilføjer, at han i givet fald vil oprette militærdomstole, der skal afgøre sager mod terrormistænkte.

- Jeg vil gøre det muligt for militæret at retsforfølge dig og dømme dig til døden ved hængning, siger Duterte med henvisning til militante islamister, der befinder sig i den sydlige del af Filippinerne.

Siden Duterte vandt præsidentvalget i fjor, har han givet modstridende udsagn om, hvorvidt han agter at indføre militærstyre i landet.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx