Af Ritzau - 21/12-16 07:45

Din øl er for kold, og din vin er for varmDin øl er for kold, og din vin er for varm

Julen står for døren, og det betyder ofte rigelige mængder øl og vin. Men vi serverer typisk øl for koldt og rødvin for varmt.

Snart stråler juleglansen fra træets grønne top, og pakkerne ligger klar under de pyntede grene. Men inden vi når så langt, skal der som bekendt trakteres. Men hvad er en julemiddag uden lidt alkohol på siden, øl eller vin.

Desværre tager vi lidt for let på den opgave og kommer ofte til at servere drikkevarerne ved en forkert temperatur, og det går ud over oplevelsen, mener ølanmelder og medlem af bestyrelsen hos Danske Ølentusiaster Christian Andersen.

- Jeg vil påstå, at de fleste serverer øl for koldt, og dermed går de glip en masse smag og de rige aromaer. Oplevelsen af øl bliver simpelthen ikke god nok, mener han.

- Serveringstemperatur er nok den enkeltfaktor, der har størst betydning for din oplevelse af øl, lyder det fra Christian Andersen.

Mange begår nemlig den fejl, at de opbevarer øllene i køleskabet ved omkring fem grader. Men den temperatur er, ifølge Christian Andersen, alt for kold til de fleste øl og i særdeleshed juleøl.

De har nemlig ofte en alkoholprocent omkring otte, og de skal nydes ved højere temperaturer. En god tommelfingerregel er, at temperaturen skal ligge to til tre grader højere end alkoholprocenten.

Har man sine øl i køleskabet, er det derfor en god idé at tage dem ud, 20 minutter før de skal drikkes, så de får lidt varme.

Er det rødvin, der skal nydes sammen med julemaden, er problemerne stort set de samme. Bortset fra at vinen ofte serveres for varm. Det mener vinekspert og blogger Frederik Kreutzer:

- Man sagde i gamle dage, at vinen skal serveres ved stuetemperatur, men der var ikke 25 grader i stuen i gamle dage. Og det er det, der gør den store forskel, siger han.

Når rødvin bliver mere end 22-23 grader, så mister den nemlig sin frugtige karakter, og alkoholen bliver den dominerende faktor. Den bedste temperatur for en rødvin er, ifølge Frederik Kreutzer, 16 til 18 grader.

Han foreslår derfor, at man sætter vinen udenfor en times tid for at blive kølet ned, inden den serveres.

- Server rødvinen for kold. Serverer du den ved 10 grader, så er den for kold, men så får den mulighed for at varme op i glasset. Og så får du chancen for at smage vinen, hvor den har frugten, og hvor den har den karakter, som vinbonden har prøvet at fremelske, understreger Frederik Kreutzer.

Fakta: Sådan får alkoholen den rette serveringstemperatur:

- Server øl to til tre grader varmere end alkoholprocenten.

- Tag øllene ud af køleskabet, 20 minutter før de skal drikkes.

- En kælder er et godt sted at opbevare øl. Her er typisk otte grader.

- Rødvin er bedst ved 16-18 grader.

- Stil rødvinen uden for på køl en times tid, før den skal nydes.

- Server hellere rødvin for kold end for varm. Vinen skal nok blive varm nok, når den kommer indenfor.

Kilder: Danske Ølentusiaster, Frederik Kreutzer.

/ritzau/FOKUS

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Føles som sommer: 25 grader og sol...
bt.dk
Årets hidtil dyreste hussalg: Så...
bt.dk
'Har du også prøvet at begå klassisk...
bt.dk
Medie: Nye detaljer afsløret om...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx