Af Ritzau - 07/12-16 16:44; Opdateret: 07/12-16 17:14

Trump udnævner general til sikkerhedsministerTrump udnævner general til sikkerhedsminister

Eks-officer får ansvar for indenlandsk sikkerhed i USA. Han bliver tredje general på toppost i Trump-regering.

Donald Trump udnævner endnu en general til sin kommende amerikanske regering. Det er den pensionerede general John Kelly, der skal være minister for indenlandsk sikkerhed.

Det oplyser tv-stationen CBS.

Kelly er tidligere leder af USA's Southern Command (Latinamerika og Caribien). Han har ifølge CBS sagt ja til at blive leder for ministeriet, der på engelsk kendes som Homeland Security.

Det er meget stort ministerium med 250.000 ansatte. Det blev oprettet efter terrorangrebet på New York og Washington 11. september 2001.

Det er den tredje general, som Trump har udpeget til vigtige poster i sin nye regering. De to øvrige er den fremtidige nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og forsvarsminister James Mattis.

Trump-lejren meddeler samtidig, at Iowas guvernør, Terry Branstad, har indvilget i at blive USA's næste ambassadør i Kina.

Trump har tidligere truet med en hårdere kurs over for Kina. Men ifølge amerikanske medier er Branstad og hans stat kendt for at have gode relationer til Kina.

Hans udnævnelse kan være med til at lette de spændinger, som er opstået mellem Trump og de kinesiske ledere. Blandt andet efter en telefonsamtale, som Trump havde i weekenden med Taiwans præsident.

Det blev af Kina opfattet som et brud med USA's hidtidige et-Kina-politik.

Kelly, som nu får ansvar for at forhindre terrorangreb i USA, har som Mattis fået ry for at være åbenmundet og ligefrem.

Han støttede ikke Trump under valgkampen, og han antydede dengang, at han gerne ville udfylde en post under både en republikansk og den demokratisk regering.

Han har gjort tjeneste i 46 år i USA's marinekorps. Han har flere gange været udstationeret i Irak. Han er den officer med højeste rang, som har mistet en soldatersøn under en konflikt. Robert Michael Kelly blev dræbt i Afghanistan i 2010, skriver CBS.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx