Af Ritzau - 24/03-17 21:44; Opdateret: 24/03-17 22:39

Gentofte overrasker igen og er to sejre fra DM-finaleGentofte overrasker igen og er to sejre fra DM-finale

Gentofte vandt igen over Odense. Esbjerg udlignede til 1-1 mod Frederikshavn i DM-semifinalerne.

Gentofte Stars fortsætter med at overraske og fører nu med samlet 2-0 i DM-semifinaleserien i ishockey mod Odense Bulldogs.

Fredag vandt grundspillets nummer seks over nummer to med 2-0.

Matthias Asperup bragte Gentofte foran efter seks minutter i første periode, og med den solide defensiv holdt værterne nullet kampen ud.

2-0-målet scorede Gentofte i tomt net få sekunder før tid, da gæsterne havde taget målmanden ud i en offensiv satsning.

Semifinalerne spilles som bedst af syv kampe, og Gentofte er som sådan kun to sejre fra en uventet finaleplads.

Tidligere fredag kom Esbjerg Energy flyvende ud af starthullerne og udlignede til 1-1 i DM-semifinaleserien mod Frederikshavn White Hawks.

Hjemme i Granly Hockey Arena grundlagde et aggressivt spillende Esbjerg-hold 3-0-sejren med alle tre scoringer i første periode.

Allerede efter 66 sekunders spil var værterne foran 1-0.

Frederikshavn-målmand Thomas Lillie dummede sig med en dårlig aflevering bag sit eget mål. Den fangede Jordan Knackstedt og lagde pucken ind foran mål, hvor Ryan Martindale sendte den i nettet, før målmand Lillie var nået tilbage på plads.

Frederikshavn-målmanden fik dog rejst sig midlertidigt, og efter fem minutter reddede han en friløber.

Men trafikken gik kun én vej. Efter små syv minutter straffede værterne en Frederikshavn-udvisning og scorede til 2-0 i power play. Martindale leverede assisten.

Gæsterne var til tælling, og deres cheftræner, Mario Simioni, reagerede prompte og skiftede målmand.

Alligevel øgede Esbjerg til 3-0 med fem minutter tilbage af første periode, og igen var Ryan Martindale i oplæggerens rolle.

Frederikshavn arbejdede for lidt til at presse hjemmeholdet, og efter 0-0 i anden periode var et comeback langt væk. Også sidste periode sluttede målløs og med Esbjerg i kontrol.

Tredje runde af semifinaleserierne afvikles søndag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx