Af Ritzau - 06/03-17 09:17; Opdateret: 06/03-17 10:19

Svensk skolebus med 25 børn vælter på snedækket landevejSvensk skolebus med 25 børn vælter på snedækket landevej

En skolebus er væltet om på siden med dørene ned i grøften, oplyser politiet fra Munkedal i Sverige.

En skolebus er mandag morgen kørt i grøften og væltet nær den svenske by Munkedal nord for Göteborg.

Der var 25 børn i bussen, som landede på siden med dørene nedad.

Redningsmandskaber rykkede hurtigt ud til stedet, og alle børn er bragt i sikkerhed, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Børnene kunne klatre på stiger ud gennem knuste vinduer i bussen, siger Lars Bjurström fra redningstjenesten i Munkedal til avisen Bohusläningen.

Der er ingen tilskadekomne.

Sverige har været ramt af en stribe ulykker i trafikken mandag morgen, da mange veje er glatte og snedækkede.

- Vi har haft mange udrykninger, men foreløbigt ingen alvorlige personskader, siger Roine Lind fra SOS Alarm i Göteborg til TT.

I Bohuslän var flere end 30 buslinjer indstillet mandag ifølge trafikselskabet Västtrafik.

Også toge og fly har været ramt af aflysninger nogle steder i landet. Det gælder blandt andet i Kalmar, hvor flere flyafgange blev aflyst søndag aften på grund af sidevind og snevejr.

Sverige får mere sne i løbet af dagen. Men det begynder snart at tø, så det tegner til bedring i trafikken.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx