Af Ritzau - 25/01-17 17:24

Trumps mur sender byggeaktier i vejretTrumps mur sender byggeaktier i vejret

Håb om, at Trump kan sætte turbo på opsvinget, sender aktierne i vejret - blandt andet hos byggeproducenter.

Præsident Donald Trumps planer om at bygge en mur mod Mexico og genoptage byggeriet af to omstridte olierørledninger skaber optimisme på det amerikanske aktiemarked.

Amerikanske selskaber, som forventes at kunne tjene penge på de enorme byggeprojekter, noterer onsdag store stigninger på deres aktier.

Allerede i tirsdagens handel steg aktier, der kan komme til at profitere på byggeri. Herunder den mexicanske cementproducent Cemex, der også er børsnoteret i USA.

Cemex-aktien er åbnet 0,9 procent højere onsdag efter en stigning på 3,6 procent tirsdag.

Også andre leverandører af byggematerialer har oplevet rekordhøje stigninger.

Det er forhåbninger om, at den nye amerikanske præsident, Donald Trump, kan sætte turbo på opsvinget, der er med til at skabe optimisme blandt investorerne.

Trump varsler onsdag på Twitter, at der er store ting i støbeskeen inden for "national sikkerhed".

Iagttagere mener, at der er tale om planerne for muren til Mexico, som Trump talte så meget om under valgkampen.

Onsdag ventes han at begynde at underskrive dekreter, som har til formål at bremse den illegale indvandring til USA. Det omfatter blandt andet den meget omtalte mur langs den mexicanske grænse, siger kilder til Reuters.

Optimismen har for første gang nogensinde sendt Dow Jones-indekset over 20.000.

Efter fem minutters handel lå Dow Jones-indekset 0,5 procent højere, mens S&P 500, der tirsdag satte rekord, lå 0,5 procent højere.

Nasdaq indledte ligeledes på rekordniveau med et plus på 0,6 procent.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx