Af Ritzau - 22/06-17 19:50

Trods ny aftale håber pensionskæmper på mere fra regeringenTrods ny aftale håber pensionskæmper på mere fra regeringen

Selv om der tirsdag blev indgået aftale om pensionssystemet, håber selskaber, at det er toppen af isbjerget.

Der blev tirsdag indgået en ny aftale om danskernes pension. Men flere pensionskasser opfordrer allerede nu til, at der bliver lavet en grundig analyse af hele systemet.

Aftalen er kun et første skridt, skriver repræsentanter for arbejdsgivere og lønmodtagere i en række pensionsselskaber med over tre millioner medlemmer.

- Den nye aftale er kun en mulig løsning på den del af problemet, som går på, at den enkelte lønmodtager ikke har tilskyndelse til at spare op i de sidste fem år, før han eller hun går på pension, skriver de i en pressemeddelelse.

Bag pressemeddelelsen står PFA, PensionDanmark, Industriens Pension, Sampension, PKA, Lærernes Pension og PBU.

Deres mission er at eliminere det såkaldte samspilsproblem. Det betyder, at det for nogle grupper ikke kan betale sig at spare op til alderdommen, fordi de bliver modregnet i deres ydelser, hvis de gør.

Og løsningen på problemet skal gælde alle aldersgrupper.

- Vi opfordrer derfor til en grundig analyse og drøftelse mellem os og regeringen i de kommende måneder med henblik på at afsøge alle muligheder for at finde løsninger, lyder det.

Derfor skal der til efteråret bygges videre på den netop indgåede aftale, "så vi sammen fremtidssikrer hele det danske pensionssystem".

Det er regeringen og Dansk Folkeparti, der står bag den nye aftale. Hovedmålene er, at flere skal spare op til deres egen pension, og flere danskere skal blive lidt længere på arbejdsmarkedet.

Det står dog allerede klart, at aftalen ikke er nok. Der er i stedet brug for en langt mere omfattende løsning ifølge opfordringen.

- Nemlig en løsning hvor det kan betale sig for alle danske lønmodtagere at spare op, uanset om man er senior og har relativt kort tid til pensionen, eller om man er ung eller et sted midt imellem, skriver pensionsselskaberne.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx