Af Ritzau - 31/05-17 10:01; Opdateret: 31/05-17 10:16

Mette F. advarer støttepartier: Udlændingepolitik er lukketMette F. advarer støttepartier: Udlændingepolitik er lukket

Et mindretal kan ikke påtvinge et flertal sine holdninger. Det siger Mette Frederiksen i afslutningsdebat.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, forsøger i sin tale til Folketingets afslutningsdebat at lukke ned for uenigheden om udlændingepolitikken i rød blok.

- Jeg er særligt glad for, at vi nu også har en solid enighed om udlændingepolitikken i Folketinget, siger Mette Frederiksen.

- Vi har respekt for, at andre partier slås for deres synspunkter. Men der er en politisk tyngdelov. Et mindretal kan ikke påtvinge et flertal sine holdninger, siger Mette Frederiksen.

Hun henviser til, at det senest blev demonstreret, da Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, sidste efterår forsøgte at bruge truslen om valg til at få topskattelettelser.

Det lykkedes som bekendt ikke. Til gengæld kom Liberal Alliance med i regeringen sammen med De Konservative.

Udlændingepolitikken er et ømt punkt i rød blok. De Radikales leder, Morten Østergaard, fastslog i sidste måned, at partiet ikke har tænkt sig at give køb på udlændingepolitikken, selv om Socialdemokratiet har flertal med blå blok.

Hvis De Radikales mandater skal gøre S-formand Mette Frederiksen til statsminister, så må hun give sig på dele af udlændingepolitikken, sagde Morten Østergaard.

- Vi vil gerne pege på Mette Frederiksen som statsminister og deltage i et regeringssamarbejde. Men det kræver, at man vil andet og mere end at få en ny statsminister. Der skal også komme en ny politik.

- Man kan i hvert fald ikke regne med, at vi bakker op om en hvilken som helst regering med en hvilken som helst politik, sagde Morten Østergaard.

Også Enhedslisten og Alternativet ønsker en markant anderledes udlændingepolitik, når det gælder adgang til familiesammenføring og størrelse på ydelser.

Mette Frederiksen kan dog henvise til, at der står et bredt flertal bestående af blå blok og Socialdemokratiet bag udlændingepolitikken.

Også SF har på en række punkter markeret sig med en strammere udlændingepolitik end de resterende tre partier i rød blok.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx