Af Ritzau - 05/01-17 16:39

USA's spionchefer: Rusland er en trussel i cyberspaceUSA's spionchefer: Rusland er en trussel i cyberspace

De amerikanske efterretningschefer siger, at 30 af verdens lande er "offensive" i cyberspace.

USA's efterretningschefer kalder Rusland for "en højt udviklet aktør i cyberspace, som udgør en betydelig trussel mod USA's regering, militær, diplomati, erhvervsliv og dele af den amerikanske infrastruktur".

Efterretningscheferne tilføjer, at 30 af verdens lande er ved at udvikle "offensive angrebskapaciteter i cyberspace".

De amerikanske spionchefer siger, at de mener, at den russiske topledelse stod bag hackerangreb og efterfølgende lækager af dokumenter fra Det Demokratiske Parti under præsidentvalgkampen.

- Vi vurderer, at kun Ruslands allerøverste regeringsembedsmænd kan have givet bemyndigelse til de nylige datatyverier, hvor der var fokus på valget og på at få oplysningerne ud i offentligheden, hedder det i en fælles erklæring fra tre spionchefer ved en senatshøring.

De tre efterretningschefer er direktøren for Den Nationale Efterretningstjeneste, James Clapper, og chefen for Det Nationale Sikkerhedsagentur, Michael Rogers samt Marcel Lettre, som er viceminister for efterretningsforsvar.

Den republikanske senator John McCain siger ved høringen i et senatsudvalg, at målet med en vurdering af de amerikanske efterretningstjenesters indsats i forbindelse med russiske hackerangreb ikke har til formål at så tvivl om udfaldet af præsidentvalget i november.

Han understreger samtidig, at senatsudvalget for sikkerhed i cyberspace, som han er formand for, vil holde en række høringer om hackerangreb i de kommende måneder.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx