Af Ritzau - 23/01-17 09:24; Opdateret: 23/01-17 10:01

Antallet af lønmodtagere fortsatte med at stige i novemberAntallet af lønmodtagere fortsatte med at stige i november

Der kommer flere lønmodtagere på arbejdsmarkedet. I november var der 6000 flere end måneden før.

Der er fortsat fremgang i beskæftigelsen på det danske arbejdsmarked. I november sidste år var der 6000 flere lønmodtagere end måneden før.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er en solid stigning, mener Las Olsen, cheføkonom hos Danske Bank.

- Tallene viser, at dansk økonomi fortsat er i et solidt opsving, trods den seneste tids mere pessimistiske meldinger fra forbrugere og virksomheder.

- Opsvinget er trukket af større efterspørgsel både ude og hjemme, og der er ingen udsigt til, at det bliver anderledes i den kommende tid, tværtimod, siger han i en skriftlig kommentar.

Indtil november er antallet af lønmodtagere gennemsnitlig steget med 3900 om måneden i 2016.

Det er i det private, at flere personer er kommet i arbejde. Her steg antallet af lønmodtagere i november med 6600. Det svarer til en stigning på 0,4 procent set i forhold til oktober.

Antallet af lønmodtagere i det offentlige faldt derimod med 700 i samme periode. Det svarer til et fald på 0,1 procent set i forhold til måneden før.

Erik Bjørsted, cheføkonom hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, glæder sig over de "flotte jobtal".

- Det er ekstremt vigtigt, at beskæftigelsen viser så flotte takter. Forbrugerne har flere gang i løbet af året været bekymrede for, om arbejdsløsheden om ville vokse.

- Hvis fremgangen på arbejdsmarkedet ikke er tydelig nok for forbrugerne, vil det kunne bremse det private forbrug.

- Derfor skal vi også glæde os over de flotte jobtal, som forhåbentlig kan være med til at berolige forbrugerne, så opsvinget ikke bremses, siger han i en skriftlig kommentar.

I november sidste år havde 2.670.800 personer et lønmodtagerjob.

Da beskæftigelsen toppede i marts 2008, inden finanskrisen for alvor slog igennem i Danmark, lå beskæftigelsen på 2.723.014.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx