Af Ritzau - 30/06-17 10:40; Opdateret: 30/06-17 11:02

Filminstituttets chef bliver museumsdirektørFilminstituttets chef bliver museumsdirektør

Henrik Bo Nielsen stopper som direktør for Det Danske Filminstitut. Han skal være chef for museumskoncern.

Det Danske Filminstituts administrerende direktør gennem de seneste ti år, Henrik Bo Nielsen, fratræder sin stilling.

Han skal i stedet være administrerende direktør for Museumskoncernen Romu, der blev etableret i 2015 og blandt andet udgøres af museerne i Roskilde, Frederikssund og Lejre samt Ragnarock, der er museum for pop, rock og ungdomskultur.

Henrik Bo Nielsen afløser Frank Birkebæk, der går på pension efter 40 år. Den nye direktør ventes at tiltræde efter sommerferien, hvorefter han skal lede Romu sammen med koncernens nuværende vicedirektør, Iben Bækkelund Jagd.

- Nu er en række forhold omkring driftsøkonomi, organisation og et stort projekt vedrørende digitalisering af filmarven godt i vej, så jeg har ladet mig friste af nye opgaver som museumsdirektør. Det er ti spændende museer og udstillingssteder med et stærkt engagement fra tre kommuner, siger Henrik Bo Nielsen i en pressemeddelelse.

Romu er arbejdsplads for mere end 50 museumsansatte.

- Visionen er at forske og formidle kulturhistorien professionelt og at gøre historien relevant for samfundet. Jeg er overbevist om, at Henrik Bo Nielsens erfaring fra andre dele af kulturverdenen vil styrke og udvikle den tilgang yderligere, siger Joy Mogensen (S), bestyrelsesformand for Romu og borgmester i Roskilde.

Henrik Bo Nielsen er 56 år og født i Vadum ved Aalborg. Fra 1991 til 2007 var han administrerende direktør for Dagbladet Information.

Det Danske Filminstituts bestyrelse har konstitueret vicedirektør Claus Ladegaard som administrerende direktør, indtil der er fundet en varig løsning.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx