Af Ritzau - 14/04-17 22:34; Opdateret: 14/04-17 23:08

Mindst seks blev dræbt på affaldsbjerg i Sri LankaMindst seks blev dræbt på affaldsbjerg i Sri Lanka

91 meter højt affaldsbjerg styrtede delvist sammen efter regnskyl og brand. Ulykkens omfang er uklart.

Mindst seks mennesker blev dræbt og 10 andre blev såret i Sri Lankas hovedstad, Colombo, fredag, da at kæmpemæssigt affaldsbjerg styrtede sammen.

Omkring 40 hjem blev begravet ved ulykken, der falder sammen med det traditionelle nytår i landet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En 12-årig dreng og to teenagepiger døde efter at være blevet bragt til Colombos Nationale hospital, hvor 10 andre var under behandling efter at være blevet reddet ud fra det sammenstyrtede kunstige bjerg.

Det oplyser en talskvinde for hospitalet, Pushpa Soysa.

Hun siger videre, at tre andre personer, som blev reddet ud fra sammenstyrtede huse, allerede var døde, da de blev bragt til hospitalet fredag aften. Dermed var antallet af dræbte mindst seks.

Politiet siger, at hundredvis af soldater er sat ind i en eftersøgning efter overlevende i Kolonnawa i den nordøstlige del af hovedstaden.

Præsident Maithripala Sirisena har givet ordre til, at både soldater og politi skal hjælpe redningsfolkene i deres indsats på det 91 meter høje affaldsbjerg.

Myndighederne siger, at omfanget af ulykken ikke står klart.

Dusinvis af hjem styrtede sammen, efter at voldsomme regnskyl natten til fredag fik hele affaldsbjerget til at flyde. Det blev yderligere destabiliseret efter en brand, som udløste jordskred, der begravede huse.

En militær talsmand, Roshan Seneviratne, siger, at 100 soldater graver i mudderlag efter mudderlag. Store gravemaskiner er også sat ind i redningsindsatsen.

Lokale beboere siger, at mange mennesker har forladt området efter de voldsomme regnskyl.

- Vi mener, at omkring 40 hjem er blevet ødelagt, siger en talsmand for katastrofeberedskabet.

Omkring 800 ton kompakt affald bliver hver dag bragt til den åbne losseplads.

Sri Lankas parlament blev for nylig advaret om, at de 23 millioner ton affald, der rådner op i Kolonnawa, udgør en alvorlig sundhedsrisiko.

Der er bestræbelser i gang for at få opført et elværk på stedet. Det er planen af udnytte affaldet til at skabe energi.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx