Af Ritzau - 30/06-17 02:15; Opdateret: 30/06-17 02:48

Donald Trumps omstridte indrejseforbud er trådt i kraftDonald Trumps omstridte indrejseforbud er trådt i kraft

USA's indrejseforbud mod borgere fra seks lande i Afrika og Mellemøsten er trådt i kraft klokken 2 dansk tid.

Et midlertidigt indrejseforbud mod borgere fra seks lande med hovedsageligt muslimske befolkninger er trådt i kraft i USA.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det sker, efter at Højesteret mandag i grove træk gav grønt lys til præsident Donald Trumps omstridte indrejseforbud.

Forbuddet gælder borgere fra Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen.

Indrejseforbuddet trådte i kraft torsdag klokken 20 i Washington, hvilket er klokken to natten til fredag dansk tid.

Ifølge den amerikanske præsident er indrejseforbuddet nødvendigt for at forhindre terrorister i at rejse ind i USA.

Kritikere kalder dog initiativet et forbud mod muslimer, hvilket den amerikanske præsident afviser.

Som noget af det første efter sin tiltræden som præsident underskrev Trump et dekret om et indrejseforbud rettet mod borgere fra syv lande.

Men dekretet blev blokeret af en føderal dommer. Det resulterede i, at Trumps folk fjernede Irak fra listen og reviderede forbuddet en smule.

Derefter bad Det Hvide Hus i begyndelsen af juni Højesteret om at genindføre præsidentens forbud.

Indrejseforbuddet betyder, at folk fra de berørte seks lande skal kunne bevise, at de har en forælder, ægtefælle, barn, voksen søn, voksen datter, svigersøn, svigerdatter eller søskende i USA for at få visum.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det samme gælder alle flygtninge, der vil ind i landet.

Ægtheden af forholdet kan eksempelvis bevises via billeder, breve, certifikater eller andet materiale.

Relationer til bedsteforældre, børnebørn, tanter, onkler, niecer, nevøer, fætre, kusiner, svogre, svigerinder eller forlovede er derimod ikke tætte nok til at udløse et visum.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx