Af Ritzau - 26/01-17 14:30; Opdateret: 26/01-17 15:54

Græsk højesteret vil ikke udlevere tyrkiske soldaterGræsk højesteret vil ikke udlevere tyrkiske soldater

Afgørelsen ved den græske højesteret kan forværre det anspændte forhold mellem Grækenland og Tyrkiet.

storybild

Tyrkiske officerer eskorteret af politifolk ankommer til den græske højesteret i Athen, hvor det torsdag blev afgjort, at de ikke vil blive udleveret til Tyrkiet. Afgørelsen kan belaste det i forvejen spændte forhold mellem Grækenland og Tyrkiet. (Billede: Reuters/Alkis Konstantinidis)

Den græske højesteret går imod udlevering af otte tyrkiske officerer til Tyrkiet.

De otte flygtede til Grækenland efter et kupforsøg, skriver Reuters med henvisning til en kilde tæt på domstolen.

De er i deres hjemland mistænkt for at være involveret i et kupforsøg i juli sidste år. Officererne flygtede til Grækenland fire dage efter det fejlslagne kup. De benægter, at de var involveret i kupforsøget.

Chefanklageren i Istanbul udstedte anholdelsesordrer på de otte officerer kort efter Grækenlands højesteret havde meddelt sin afgørelse, oplyser CNN Türk.

De otte tyrkiske officerer flygtede i helikopter til den græske by Alexandroupoli. De har siden været fængslet for at have krydset Grækenlands grænse ulovligt.

Tre forskellige dommerpaneler ved lavere retsinstanser i Grækenland har tidligere klart afvist Tyrkiets begæring om udlevering.

Afgørelsen fra den græske højesteret kan ikke ankes.

De otte mænd ventes at blive stillet for en militær domstol, hvis de vender hjem. Tyrkiet indledte i denne uge retssager mod snesevis af soldater, som er anklaget for at have støttet kupmagerne.

Afgørelsen ved den græske højesteret kan forværre det i forvejen anspændte forhold mellem Grækenland og Tyrkiet. Det vil ske på et tidspunkt, hvor nye Cypern-forhandlinger er ved at blive forberedt.

Tyrkiet og Grækenland er garanter for hver deres part i bestræbelserne på at få forenet den græsk-cypriotiske og den tyrkisk-cypriotiske del af øen.

Et af de vanskelige spørgsmål er, hvorvidt tyrkiske soldater skal forblive på den nordlige del af øen efter en genforening.

Menneskerettighedsgrupper siger, at retssagen i Grækenland er en test af, om EU-landet Grækenland står fast på grundlæggende principper og værdier.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde i januar, at det var udelukket, at de 30.000 tyrkiske soldater på den tyrkisk-cypriotiske del af Cypern vil blive trukket hjem.

Cypern blev formelt medlem af EU i 2004. EU-reglerne er dog suspenderet for den tyrkiske del af øen.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx