Af Ritzau - 16/03-17 03:47; Opdateret: 16/03-17 04:08

Fattige lande og miljø står for skud i Trumps budgetudkastFattige lande og miljø står for skud i Trumps budgetudkast

Præsident Donald Trump vil bruge langt færre penge på at beskytte USA's miljø, end hans forgængere gjorde.

USA skal i det kommende finansår bruge langt færre penge på at hjælpe fattige lande og på at beskytte miljøet.

Det skriver The New York Times

Derimod kan det amerikanske militær se frem til at få flere penge at gøre godt med.

Nedskæringer på de to områder ventes at være blandt hovedpunkterne i den grovskitse, eller "skinny budget", som præsident Donald Trump torsdag offentliggør.

Det endelige udkast til en finanslov for 2018 vil først blive fremlagt senere i foråret. I USA begynder finansåret 1. oktober.

I torsdagens delforslag lægger Trump op til store nedskæringer i udenrigsministeriet, og agenturet for miljøbeskyttelse, EPA, står også for skud.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det især ulandshjælpen, Trump vil reducere.

Kilder oplyser til The New York Times, at Trump vil formindske EPA's budget med næsten 30 procent.

Miljøagenturet har i dette finansår et budget på 8,2 milliarder dollar. Hvis Trump får sin vilje, skal beløbet reduceres med omkring 2,6 milliarder dollar ifølge avisen.

- Det vil bringe budgettet ned til cirka 5,7 milliarder dollar. Det er det laveste niveau i 40 år, når der justeres for inflation, skriver New York Times.

I udkastet lægges der op til at beskære budgettet for udenrigsministeriet med 28 procent, oplyser en kilde til nyhedsbureauet Reuters.

- De kommer virkelig til at skære ind til benet, siger Kenneth Baer, der er tidligere topembedsmand i Kongressens budgetkontor, til Reuters.

Det er dog langt fra sikkert, at den republikanske præsident får sin vilje.

Flere medier nævner, at selv om både Senatet og Repræsentanternes Hus har en overvægt af republikanere, så har flere af Trumps partifæller udtrykt bekymring over nogle af hans foreslåede besparelser.

Trump vil desuden foreslå en udvidelse af forsvarsbudgettet på ti procent. Det svarer til 54 milliarder dollar. Desuden skal der bruges seks procent mere på den nationale sikkerhed.

Det måske mest kontroversielle af alle Trumps valgløfter er, at han vil bygge en mur langs grænsen til Mexico for at holde ulovlige immigranter væk fra USA.

I 2018 har Trump ifølge udkastet afsat 2,6 milliarder dollar til det projekt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx