Af Ritzau - 24/01-17 11:32

Spar 19.000 kroner i skat i nabokommunenSpar 19.000 kroner i skat i nabokommunen

Flere steder i Østdanmark kan en flytning over kommunegrænsen udløse lavere skat. Og det kan godt betale sig, mener bankøkonom.

Som Ritzau Fokus tidligere har beskrevet, kan der være stor forskel i skatten mellem dyreste og billigste kommune. Det gælder ikke bare i Vestdanmark, hvor en gennemsnitlig Haderslev-familie ifølge Danske Bank kan spare over 17.600 kroner i skat ved at flytte til Vejle.

I Nordsjælland har Rudersdal landets laveste kommuneskat på 22,5 procent, mens de to naboer mod vest, Allerød og Furesø, opkræver 24,3 og 24,8 procent.

Det giver en besparelse på 11.000 og 14.000 kroner for en almindelig familie, der flytter til Rudersdal, viser tal fra Danske Bank.

Med cirka 19.000 kroner er skattegevinsten endnu større for familier, der flytter til Rudersdal fra "genboerne" i Egedal eller den nordsjællandske hovedstad, Hillerød.

Tættere på hovedstaden er der også store forskelle på skatten hos naboer. I lufthavnskommunen Taarnby - som har sænket skatten med 0,2 procentpoint i både 2015 og 2017 - er det måske lettere at leve med lyden fra et par fly i ny og næ, når den årlige besparelse runder 10.000 kroner i forhold til naboerne mod syd i det idylliske, men dyrere Dragør.

På Vestegnen har Glostrup markeret sig som et lokalt skattely med en personskat på 23,6 procent efter tre skattesænkninger siden 2013. Det sikrer gennemsnitsfamilien en besparelse omkring 12.000 kroner sammenlignet med naboerne mod vest i Albertslund og de østlige naboer i Rødovre.

Lidt længere nordpå ligger Ballerup i den høje ende af skatteskalaen i hovedstaden med 25,5 procent eller små to point mere end hos kommunens to naboer mod øst.

Derfor kan en Ballerup-familie spare 10.000-11.000 kroner om året i skat ved at flytte til Herlev eller Gladsaxe, der tilmed ligger en tand nærmere København og desuden får gavn af den kommende letbane.

Og det kan virkelig betale sig at rykke teltpælene op og flytte ganske få kilometer, vurderer Louise Aggerstrøm Hansen, som er privatøkonom i Danske Bank.

- Kommuneskatten er kun ét aspekt for en familie med flytteplaner. man bliver også nødt til at tage priserne på børneinstitutioner, skoler, boligpriser, grundskyld og transport med i betragtningerne. Men mange vil jo nok mene, at der ikke er den store forskel på fx Herlev og Rødovre, og Herlev-familien sparer omkring 12.000 kroner om året eller 1.000 kroner om måneden. Det er rigtig mange penge og svarer til, at rådighedsbeløbet stiger med fire-fem procent, så det vil helt sikkert betyde noget i husholdningsbudgettet, siger hun.

Også Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea, påpeger, at meget andet end kommuneskatten har betydning.

- Et nyt hjem er ikke bare et hotelværelse, men et sted, man gerne skulle have lyst til at bo, og helst i mange år, hvis det er et hus. I mange områder af landet er der måske ikke den store forskel fra kommune til kommune, og så kan man jo lige så godt kigge efter ny bolig i den billige skattekommune, siger hun.

I Region Sjælland er Greve billigst med en kommuneskat på 23,9 procent - det giver en årlig besparelse på næsten 8.000 kroner sammenlignet med domkirkenaboen mod vest, Roskilde.

På Midt- og Vestsjælland opkræver Ringsted 26,7 procent, mens Slagelse, et par togstationer mod vest, nøjes med 24,7 procent. Dermed kan en Ringsted-familie spare godt 12.000 kroner i årlig skat ved at rykke til Slagelse.

I det gamle Storstrøms Amt med Sydsjælland og Lolland-Falster er der en tilsvarende skattegevinst ved at bo i Næstved frem for i Lollands Kommune.

I gennemsnit opkræver de 98 kommuner 24,9 procent i skat - det har været stabilt gennem de seneste otte år.

Fakta: Se, hvad du sparer i skat i nabokommunen (i Østdanmark):

Nordsjælland: Flyt til Rudersdal (Skatteprocent: 22,5. Årlig skat/kroner: 289.317).

- Fra Egedal (Skatteprocent: 25,7. Årlig skat/kroner: 308.775).

Besparelse: 19.458 kroner om året.

- Fra Hillerød (Skatteprocent: 25,6. Årlig skat/kroner: 308.167).

Besparelse: 18.850 kroner.

- Fra Furesø (Skatteprocent: 24,8. Årlig skat/kroner: 303.303).

Besparelse: 13.986 kroner.

- Fra Allerød (Skatteprocent: 24,3. Årlig skat/kroner: 300.262).

Besparelse: 10.945 kroner.

Kilder: Skatteprocent fra Skatteministeriet. Beregninger fra Danske Bank - baseret på bankens modelfamilie med to børn og to voksne med mellemindkomster på i alt ca. 860.000 kroner.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx