Af Ritzau - 13/01-17 10:42

Topforskere kalder fyring af kollega en alvorlig trusselTopforskere kalder fyring af kollega en alvorlig trussel

KU-rektor Ralf Hemmingsen har modtaget et protestbrev fra 1500 forskere over fyring af anerkendt professor.

Fyringen af den anerkendte professor Hans Thybo er en knægtelse af hans rettigheder og en alvorlig trussel, som bringer den akademiske frihed i fare.

Det mener flere end 1500 forskere fra Danmark og udlandet, som har underskrevet et protestbrev til Ralf Hemmingsen, rektor på Københavns Universitet (KU).

Det skriver Weekendavisen fredag.

I henvendelsen til rektoren forlanger forskerne, at fyringen bliver trukket tilbage. Hans Thybo, som er professor i geofysik, blev fyret i november med to begrundelser.

Den ene var, at han havde brugt sin private mailkonto til at sende arbejdsmails.

Den anden årsag var, at han havde forsøgt at presse en ung postdoc til i en arbejdspladsvurdering at skrive negativt om den lokale ledelse, som Thybo lå i konflikt med.

Men efterfølgende udtalte postdoc'en til det videnskabelige tidsskrift Nature, at han ikke havde følt sig presset af Thybo.

Og i en erklæring til de ansatte på KU har Ralf Hemmingsen ifølge Weekendavisen skrevet, at brug af privat mail ikke kan begrunde en fyring.

Derfor mener de 1507 forskere, at ingen af begrundelserne holder vand, skriver avisen.

I en udtalelse til Weekendavisen siger Ralf Hemmingsen, at han ikke kan gå nærmere ind i den konkrete sag.

- Jeg er opmærksom på, at denne sag nu bliver tolket ind i en langt større sammenhæng om forskernes handlerum, forskningsfrihed, styringen af universiteterne, djøfisering, regelrytteri og så videre, siger han til Weekendavisen.

Rektoren forsikrer, at der skal være plads til kritik af ledelsen, og at han vil svare på forskernes protestbrev.

- (...) Men der er grænser for, hvad jeg må sige om selve sagen, hvor fakultetet har truffet en afgørelse, som nu bliver drøftet mellem Moderniseringsstyrelsen og Magisterforeningen, siger han til Weekendavisen.

Magisterforeningen repræsenterer Thybo i sagen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx