Af Ritzau - 06/03-17 14:37; Opdateret: 06/03-17 15:38

Rapport: Europæiske lande svigter krænkede flygtningebørnRapport: Europæiske lande svigter krænkede flygtningebørn

Der er kun sparsom hjælp at hente for flygtningebørn, der er blevet krænket seksuelt i Europa.

Den igangværende flygtningekrise har i de seneste år sendt hundredtusindvis af sårbare flygtningebørn til Europa. Selv om børnene dermed undslipper eksempelvis krig og sult, venter der i Europa andre farer.

Blandt andet mener man, at mange børn bliver ofre for prostitution og seksuelle overgreb. Men hvor stort problemet er, ved ingen.

De europæiske lande formår nemlig kun i meget begrænset omfang at identificere ofrene for de forbrydelser, som med sikkerhed finder sted.

Det konkluderer Europarådet mandag i en rapport, der kortlægger fænomenet i 41 lande.

- Mørketal af seksuelt misbrug og udnyttelse af flygtningebørn er en stor udfordring, siger Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland.

Ifølge rapporten har kun et fåtal af de undersøgte lande kunnet sætte tal på antallet af ofre. Andre hævder, at fænomenet slet ikke eksisterer, eller at de ganske enkelt ikke ligger inde med den slags opgørelser.

Både Europarådet og flere lande er dog enige om, at problemet må være større end som så.

Eksempelvis anses det som værende usandsynligt, at Tyrkiet i løbet af et år blot har registreret 49 syriske ofre, da over 1,2 millioner syriske børn opholdt sig i landet. Danmark har ikke kunnet levere brugbare tal.

Nogle af de væsentligste årsager til de manglende registreringer skal ifølge Europarådet tilskrives begrænset kapacitet hos myndigheder. Også børnenes manglende vilje til at fortælle er et problem.

- Vi er godt klar over det pres, som flygtningekrisen har sat medlemslandene under, siger generalsekretær Thorbjørn Jagland:

- Men vi opfordrer regeringerne til at arbejde sammen med ngo'er, til at oprette en effektiv dataindsamling og til at etablere børnevenlig rådgivning, som vil føre til bedre rapportering af forbrydelser.

Europarådet opfordrer desuden myndigheder til at blive bedre til at tjekke, hvem flygtningebørnene rejser med. Måske kan netop de være børnenes krænkere eller have til hensigt at sælge dem til prostitution.

En anden udfordring er den måde, børnene huses på.

Det store flygtningepres har i flere lande betydet, at uledsagede flygtningebørn bor i sportshaller og militærbarakker side om side med voksne flygtninge - og dermed potentielle krænkere.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx