Af Ritzau - 22/01-17 19:38

Diego Costa vender tilbage med mål i ny Chelsea-sejrDiego Costa vender tilbage med mål i ny Chelsea-sejr

Efter en kamps fravær var Diego Costa tilbage i målscorerens rolle, da Chelsea besejrede Hull.

Fodboldspilleren Diego Costa har været meget i vælten på det seneste, selv om han ikke har været aktiv på fodboldbanen i lidt tid.

Søndag vendte den spanske angriber imidlertid tilbage for Chelsea med manér, da han sendte Premier Leagues tophold på kurs mod endnu en sejr i hjemmekampen mod Hull.

Chelsea endte med at vinde 2-0, så holdet topper den engelske liga med 55 point for 22 kampe. Det er otte point flere end Arsenal på andenpladsen.

Chelsea har nu vundet 15 af holdets seneste 16 ligakampe, og manager Antonio Contes tropper ser ud til at være på sikker kurs mod Premier League-titlen.

Diego Costa sad ude i Chelseas forrige ligakamp, 3-0-sejren ude over Leicester.

Den officielle version på fraværet var rygproblemer, men rygterne har svirret om både en konflikt med en fysisk træner i Chelsea samt et megabud på Diego Costa fra en klub i Kina.

Angriberen var dog klar fra start til kampen mod Hull, og allerede efter cirka ti sekunder var han tæt på at score.

Diego Costa tæmmede bolden med brystkassen og sendte derefter bolden tæt forbi mål med en helflugter.

Efter et kvarter stødte Chelseas Gary Cahill og Hulls Ryan Mason hovederne sammen, og det medførte en længere pause.

Mens Gary Cahill blev klar igen, måtte Ryan Mason eskorteres fra banen liggende på en båre.

Han blev - trods sin fortid som spiller hos Chelseas London-rival Tottenham - sendt fra banen med massive klapsalver fra publikum på Stamford Bridge.

På grund af den lange pause under behandlingen blev der lagt hele ni minutter til i første halvleg, og seks et halvt minut inde i tillægsminutterne slog Diego Costa til.

Victor Moses lavede et godt gennembrud i højre side, og han sendte et indlæg ind til angriberen, der scorede til 1-0.

Hull var egentlig ganske godt med, men ti minutter før tid lukkede Gary Cahill reelt kampen med et hovedstød til 2-0.

Dermed blev det en god weekend for Chelsea, der udbyggede føringen i Premier League fra syv til otte point.

Både Liverpool, Tottenham, Manchester City og Manchester United satte point til, så Chelsea øgede afstanden til dem.

Kun Arsenal, der altså er ny nummer to i den engelske liga, formåede at vinde med en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr hjemme over Burnley.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx