Af Ritzau - 04/04-17 13:06; Opdateret: 04/04-17 13:38

DF freder Esben Lunde Larsen som minister - næse venterDF freder Esben Lunde Larsen som minister - næse venter

DF's ordfører beskyldte minister for at lyve. Men Esben Lunde får lov at blive med en næse og undskyldning.

- Ministeren har løjet over for mig både mundtligt og skriftligt. Det må man ikke som minister, og i min bog er det en skærpende omstændighed, at han gør det over for sit støtteparti.

Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen lagde ikke fingre imellem, da han i sidste uge kommenterede miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens ageren (V) i sagen om fiskekvoter overfor Berlingske.

Alligevel får Esben Lunde Larsen lov at blive på ministerposten. Men der venter efter alt dømme en næse for håndteringen af sagen om fiskekvoter.

Det er konklusionen, efter Dansk Folkeparti tirsdag holdt gruppemøde på Christiansborg. Efter mødet siger gruppeformand Peter Skaarup (DF):

- Esben Lunde Larsen har sagt undskyld, og vi tror på, at regeringen og ministeren er indstillet på at føre den fiskeripolitik, som vi og et flertal i Folketinget ønsker, siger Peter Skaarup og tilføjer:

- Hvor meget mere kan vi ønske os.

Trods de forsonlige toner er sagen dog ikke endeligt lukket endnu. DF vil forsøge at samle et flertal for at give Esben Lunde Larsen en skriftlig påtale. Det kaldes normalt en "næse" på Christiansborg.

- Det bliver nok en alvorlig en af slagsen, for det er alvorligt, når man ikke fortæller Folketinget, det man skal, siger Peter Skaarup og tilføjer, at Esben Lunde Larsen har fået et "gult kort" i sagen:

- Han er under overvågning, siger Peter Skaarup.

DF's gruppeformand måtte efter meldingen svare på en byge af kritiske spørgsmål om, hvorfor Dansk Folkeparti ikke vælter ministeren, når partiets ordfører mener, at ministeren har løjet.

Peter Skaarup vil dog ikke tale om løgn. Eller om overtrædelser af ministeransvarlighedsloven:

- Vi mener ikke, at han har brudt ministeransvarlighedsloven. Men vi mener, at han har gjort sig skyldig i ikke at give de nødvendige oplysninger til Folketinget, siger Peter Skaarup.

Danmarks Fiskeriforening er tilfreds med, at sagen "nu er afklaret". Det skal give ro til, at Folketinget igen kan koncentrere sig om at arbejde for sikre de rette rammer og vilkår for dansk fiskeri, lyder det fra formanden for Danmarks Fiskeriforening.

- Siden begyndelsen af december har dansk fiskeri været holdt som gidsel af politisk fnidder-fnadder på Christiansborg.

- Det har efterladt dansk fiskeri i et tomrum og skabt dybe frustrationer hos fiskerne. Nu må der været sat et punktum for politikkernes ævl og kævl, så de kan få lavet politik til gavn for fiskeriet, siger Svend-Erik Andersen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx