Af Ritzau - 04/03-17 04:35; Opdateret: 04/03-17 05:17

Irske nationalister vinder terræn ved valg i NordirlandIrske nationalister vinder terræn ved valg i Nordirland

De irske nationalister i Sinn Fein fik 27 og det probritiske DUP 28 pladser ved torsdagens valg i Nordirland.

Den politiske situation i Nordirland lader fortsat til at være fastlåst mellem den fløj, som fortsat ønsker at være en del af Storbritannien, og den modsatte side som foretrækker et forenet Irland.

Ved torsdagens valg til nationalforsamlingen fastholdt det probritiske Democratic Unionist Party (DUP) lige netop sin position som det største parti i Nordirland.

DUP fik 28 pladser, mens de irske nationalister i Sinn Fein fik 27.

Resultatet er offentliggjort natten til lørdag.

De to partier skal inden tre uger blive enige om en samlingsregering. Ellers bliver provinsregeringens beføjelser overtaget af London.

Flere eksperter tvivler på, at DUP og Sinn Fein kan blive enige om at samarbejde.

- Jeg er mere pessimistisk end optimistisk, sagde Jonathan Tonge, ekspert i nordirsk politik ved Liverpool University, inden torsdagens valg.

Kun godt 1000 stemmer ud af i alt cirka 800.000 adskilte de to partier. Men Sinn Fein, der henter sin største opbakning fra katolikker, kan være mest tilfreds.

Før valget havde partiet ti færre mandater end DUP, der har en overvægt af protestantiske vælgere.

Sinn Fein kan notere sig en fremgang på fire procentpoint i forhold til valget i 2016. DUP mister til gengæld ét procentpoint.

Egentlig skulle valget først have fundet sted i efteråret.

Men anklager om korruption og udløbere af den britiske folkeafstemning om at melde sig ud af EU har skabt et politisk dødvande.

I Nordirland var der flertal for at blive i EU, men i hele Storbritannien stemte 52 procent for brexit.

Det har ifølge iagttagere i Nordirland øget splittelsen, fordi Sinn Fein nu frygter, at der kommer grænser mellem Nordirland og det katolske Irland.

Unionisterne frygter omvendt, at de irske nationalister vil skubbe mere på for at indlemme Nordirland i republikken Irland.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx