Af Ritzau - 08/03-17 13:26

Guide: Sådan får du det billigste billånGuide: Sådan får du det billigste billån

Der er tusindvis af kroner at spare, hvis du sammenligner priser og forhandler om betingelserne for dit billån

Du har måske pruttet om prisen og forhandlet ekstraudstyr med i prisen på din drømmebil. Men også på billånet kan der være flere tusind kroner at spare, hvis du ved hvordan.

- En ting er, hvad bilen koster, og hvad du kan få med af ekstra ting og sager. Men en væsentlig del af den samlede pris er jo omkostningerne til at tage lånet, siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk.

- Der kan du godt spare rigtigt mange penge ved at få et billigere lån, det kan være flere hundrede kroner om måneden. Og det løber jo op, siger han.

Eller som Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom i FDM, siger:

- Brug ligeså lang tid på lånet, som du bruger på at finde ud af bilens pris, og hvad du vil have af ekstraudstyr. Fordi en tredjedel af den avance, en bilforhandler tjener på et bilsalg, kommer fra billånet.

Derfor er første skridt mod et billigere lån at sammenligne tilbud. Du skal ikke lade dig lokke af en billig rente, men i stedet kigge på ÅOP, årlige omkostninger i procent, som tager samlet højde for alle omkostninger, renter og gebyrer i forbindelse med lånet, siger Morten Bruun Pedersen.

Lånene skal dog have samme løbetid og beløb for at kunne sammenlignes. Hvis to lån har lige lav ÅOP, skal du lidt paradoksalt nok vælge det med den højeste rente.

- For du kan trække renterne fra i skat. Det kan du ikke på gebyrerne, siger Morten Bruun Pedersen.

Hvad angår låneudbyder, kan det ofte bedst betale sig at låne gennem boligfinansiering, siger Allan Skytte Christensen.

- Boligfinansiering er der, hvor du opnår den laveste rente. Så hvis du alligevel er ved at omlægge dit realkreditlån, eller du har det, der hedder en boligkassekredit, så du allerede har en eksisterende kassekredit, vil det typisk være billigst at låne i din friværdi, siger han.

Hvis ikke boligfinansiering er en mulighed, er det ofte billigere at låne hos bilforhandleren end banken, siger han. Banken er nemlig ikke specialister i billån og ofte ikke konkurrencedygtige, mens bilforhandleren udbyder lån gennem finansieringsselskaber, som er specialiseret indenfor billån.

- Så de har lave omkostninger og lave risici, og det betyder, at de kan tilbyde en meget lav rente og forholdsvis lave etableringsomkostninger. Så de er i sig selv billigere end bankerne, siger Allan Skytte Christensen.

Men.

- Når der ikke er nogen bankrådgiver, skal der jo være en anden person, som sælger det her produkt, og det er bilforhandleren. Og bilforhandleren skal have en løn, og den løn hedder så bare en stiftelsesprovision, som er et beløb, han lægger oveni lånet, siger han.

Derfor skal du have et andet lånetilbud med i baglommen, når du står ude ved bilforhandleren og er ved at underskrive finansieringsaftalen, som er det eneste sted, du kan finde stiftelsesprovisionen.

- Den kan variere rigtigt kraftigt alt efter, hvem man er - lidt ligesom bilens pris og om han gider at give dig en rabat eller ej, siger Allan Skytte Christensen.

- Der kan snildt være 10.000 kroner at spare, hvilket er det, stiftelsesprovisionen kan variere med.

Fakta: Gode råd om billånet

Indhent flere tilbud og brug ligeså lang tid på at forhandle om lånet som på bilens pris.

Kig på ÅOP, som tager samlet højde for lånets rente, gebyrer og stiftelsesprovision.

Lånets løbetid skal helst ikke overstige bilens levetid, og restværdi skal helst ikke være mindre end restgæld.

Kilder: Allan Skytte Christensen, Morten Bruun Pedersen

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx