Af Ritzau - 28/05-17 23:50

Afghaner: Danske betjente lod politichef tæve mig i KabulAfghaner: Danske betjente lod politichef tæve mig i Kabul

Tvangsudsendte Morteza Yousufi fortæller om afghansk politichefs overgreb i Rigspolitiets fly i Kabul.

Danske betjente greb ikke ind, da to tvangsudviste mænd fik hårde slag af en afghansk politichef, der var kommet om bord på Rigspolitiets fly i Kabul i Afghanistan.

Det siger den 25-årige afghaner Morteza Yousofi i Politiken mandag.

Han blev deporteret fra Danmark sammen med 15 andre tvangsudsendte asylsøgere i et af Rigspolitiet chartret fly 28. februar.

Da han sammen med en anden tvangsudvist mand nægtede at følge en afghansk politichefs ordre om at rejse sig fra sædet og forlade flyet, blev de begge overfaldet af politichefen.

Imens kiggede de danske betjente blot på, forklarer afghaneren.

- Bagefter sagde de undskyld til os. De kunne ikke gøre noget ved det, sagde de, siger Yousofi til Politiken.

Det er første gang, at en af de forurettede fra flyturen giver sin version af hændelsesforløbet i den Boeing 737-maskine, som dansk politi havde chartret til at flyve de tvangsudviste asylsøgere fra Danmark til Kabul.

I sidste uge kunne Politiken gengive forløbet, sådan som det er noteret i en fortrolig rapport fra Rigspolitiet sendt til Folketinget.

Her bevidner 11 danske politiembedsmænd over seks sider, hvordan den afghanske politichef slog Morteza Yousufi og den 20-årige Alireza Rafie flere gange i ansigtet og på overkroppen med knytnæver og flad hånd, da de nægtede at stige ud af maskinen.

Politichefen forsøgte blandt andet at trække den ene af mændene ud af sædet ved håret.

To repræsentanter fra Ombudsmanden, som førte tilsyn med tvangsudsendelsen, overværede hændelsesforløbet om bord.

Ifølge Morten Engberg, chef for tilsynsafdelingen, er Ombudsmanden gået ind i sagen og har afsendt uddybende spørgsmål til Rigspolitiet.

- I det her tilfælde beder vi om yderligere oplysninger og om, at man forholder sig til nogle problemstillinger, som sagen rejser, siger han til Politiken.

Foreningen af Udlændingeretsadvokater har henvendt sig til justitsminister Søren Pape Poulsen (K) med krav om en redegørelse for tilstedeværelsen af to forskellige politirapporter om samme hændelse.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx